Drømmer om CNN

AALBORG:- Så længe pengene og kreativiteten rækker, bliver jeg derovre. Man er jo nødt til at gribe chancerne, når de kommer, og universitetet skal jeg tids nok blive færdig med. 23-årige Louise Hviid håber, at hendes udlandsophold bliver mere end bare et led i uddannelsen. Derfor har hun valgt strategisk, da hun besluttede sig for et ophold i USA. - Hvis man vil noget indenfor kommunikation, skal man hverken tage til Vestkysten eller New York. Det er i Atlanta, det sker, og det er ikke tilfældigt, at jeg har valgt et universitet tæt på Atlanta, siger hun. Atlanta er nemlig hjemsted for blandt andet tv-stationen CNN, og de studerende fra Brenau University i Gainesville, som Louise Hviid skal gå på, har mulighed for at komme i praktik på CNN. Hvad det så kan føre til, kan kun tiden vise, men Louise Hviid lægger ikke skjul på, at hendes kundskaber fra de fire første semestre på Humanistsik Informatik i en kombination med mere businessmindede studier i USA, helst skulle føre til et job i mediebranchen. - Det er kommunikation, massekommunikation og medier, jeg går efter, så det er den vinkel, jeg har valgt. Så må vi se, hvordan det går, siger den 23-årige studine.