Drømmer om en festuge

Teaterexpressen vil skabe en østhimmerlandsk musikuge

SKØRPING:Når bestyrelsesmedlemmerne for Teaterexpressen drømmer om fremtiden, så drømmer de om, at Opera i Rebild Bakker bliver garneret med en række musikarrangementer og udvikler sig til en østhimmmerlandsk festuge - med Skørping og Støvring som omdrejningspunkt og med mange former for musikalsk underholdning. Men de forsøger at holde drømmene i ave, indtil de ved, hvordan publikum har taget imod det program, Teaterexpressen begynder at sælge billetter til på torsdag - i KulturStationens foyer og med kaffe og småkager. Det mest ”omfangsrige og varierede program nogensinde”, kalder de det, selv om næstformand Jørgen Lauritzen egentlig godt syntes, at det kunne have heddet fra ”Røde Mor til Hofteater”. Der lægges nemlig ud med ”Så længe jeg lever”, en efterhånden bedaget hyldestforestilling til John Mogensen med blandt andre Benny Holst, Katrine Jensenius, Johnna Fredskov samt Delta Blues Band, mens Andrea Vagn Jensen, der præsenteres som ”Danmarks nye store skuespillerinde”, står for det kongelige islæt, når Hofteatret besøger Skørping med dets opsætning af Herman Bangs ”Le Quatre Diable”. Inden da har Teaterexpressen i forbindelse med Opera i Rebild Bakker taget forsmag på det samarbejde med Støvring, som Teaterexpressen ifølge administrator Finn Svit længe har næret ønske om at etablere. Det sker i forbindelse med en ”Dogme Opera-forestilling” i ”Huset” i Støvring, og med to jazzkoncerter i haven ved Thingbæk Kalkminer, hvis ejer Hanne Bech Nielsen også indgår i samarbejdet. - Så må vi ud fra det bedømme, hvad der er at arbejde videre på, siger Finn Svit, der håber, at en festuge kan være med til at få turister til at forbinde det naturskønne område med kultur også. Og at områdets borgerne vil tage godt imod. - Vi vil gerne tilbyde borgerne en bred kunstnerisk palette på et meget højt niveau, siger Finn Svit, der understreger, at hvis det skal lykkes i et område uden en storby, så skal der knyttes kontakter til mange kulturinstitutioner i det østhimmerlandske. For at give projektet så god en start som muligt, satser man på, at en ”klippekortsordning” kan lokke mange ti at købe billetter på forhånd - både for at sikre sig en økonomisk robusthed og for at opleve koncerter med mange tilhørere i håb om, at det har en selvforstærkende effekt.