Turisme

Drømmerejsen

Charlotte og Karsten Nielsen har i mange år drømt om at opleve en anden verdensdel sammen med deres børn. Og de lod det ikke kun blive ved drømmen.

- Det er sundt ind imellem at evaluere livet og skride til handling, inden det er for sent, siger Karsten. - Man skal ikke altid udsætte de ting, man drømmer om og har lyst til - man skal se mulighederne og finde løsninger i stedet for forhindringer. Familien består af Charlotte, Karsten samt deres tre piger Stine 11 år, Astrid 8 år og Ellen 5 år, og de er netop vendt hjem fra to måneders rundrejse i Vietnam og Cambodja. De valgte at rejse som back-pakkere uden at vide, hvad næste dag have at byde på, således var kun ud- og hjemrejse samt de første tre overnatninger i Bangkok bestilt hjemmefra. Indtrykkene og oplevelserne i det fremmede har været mange og forskelligartede, og kontrasterne har været store. De har alle lært meget - både om verden, om sig selv og hinanden. Og de ville ikke have været rejsen i ukendt land foruden. Fuld opbakning - Alle vores forventninger blev indfriet - langt mere end 100 procent, lyder konklusionen fra familien, der allerede er retur i en travl dagligdag med fritidsaktiviteter, legekammerater, skole, børnehave og fuldtids job. - Og vi lykkelige for at være hjemme igen uden uheld, smiler Karsten, der glæder sig over, at der ikke blev brug for rejseforsikringen. Charlotte arbejder i Spar Nord og Karsten i Brønderslev Kirke. De havde sparet ferie og barselsorlov op, og de er taknemmelig over, at arbejdspladserne gav dem mulighed for at realisere rejsedrømmen. Og de glæder sig samtidig over, at Hedegårdsskolen - hvor Stine og Astrid går i henholdsvis 5. og 2. klasse - også bakkede helhjertet op. Afhængig af nærvær Charlotte og Karsten fremhæver det tætte samvær og nærvær som familien opnåede på turen - et nærvær der ikke kan dyrkes på samme intense måde i en travl hverdag. - Vi har oplevet helt nye sider af vores børn - vi har været langt væk fra alle de forventninger, der skal indfries i hverdagen, og det har været sundt at prøve for os alle sammen, er alle enige om. - Det har været kvalitetstid for os, og jeg kommer til at savne det, supplerer Charlotte. - Vi blev ikke trætte af at være sammen døgnet rundt - tværtimod blev vi afhængige, smiler de. Familien har også erfaret, at de med fælles hjælp er i stand til tackle uforudsete problemer. - Bedst som det hele kunne se håbløs ud, viste der sig altid en løsning, men vi har nok også været heldige ikke at løbe ind i store problemer, som vi ikke lige kunne overskue, tilføjer Karsten. Hver dag var fyldt med nye indtryk, og på intet tidspunkt har familien savnet tid ved tv eller computer. Bøger, kort og yatzy-spil, som vi havde med hjemmefra var med retur ubrugt. Og lektierne blev der ikke energi og overskud til i det fremmede. - Men så har pigerne lært noget, som man ikke kan læse i bøgerne, konkluderer forældrene og tilføjer, at pigerne heldigvis fagligt klarer sig godt. Modviljen vendt Da døtrene for godt et år siden blev præsenteret for familiens rejseprojekt, var reaktionen langt fra positiv. Stine havde ikke lyst til at lægge arm til vaccinationerne, og udsigten til fremmede mad langt væk fra kammeraterne lagde også en kraftig dæmper på begejstringen. Tankerne om at fejre jul langt fra det kendte og trygge hjem i Agdrupskoven talte også på børnenes minusliste. Men I løbet af året vendte stemningen i takt med at rejseplanerne blev mere konkrete. - Havde vi spurgt børnene, ville de have valgt ferie i Jespershus, LaLandia eller på Kreta. Men for os var det vigtigt, at vi fik lov at opleve at være sammen i ni uger. Så får man tid til at slappe af i en park en formiddag eller være på stranden i tre timer, hvis man har lyst til det. Computer som livline Familie og venner var en anelse skeptiske, da de hørt om rejseplanen til to lande der for mange er forbundet med fortids folkedrab og krige. - Men der er absolut ingen fare derude, forsikrer Charlotte. - Vi har været meget trygge. Under hele rejsen har familien Nielsen haft kontakt til familie og venner i Danmark via computeren - og venner og familie har fulgt deres færd via dagbog og et væld af billeder lagt ud på internettet. - At vide, at alt var godt hjemme, gjorde at vi kunne nyde alle dagene - og så var det en form for livline for os, lyder det fra hele familien. Udsigt og indsigt Rejsen har vist dem smukke, spektakulære steder i det fjerne, og den har lært dem, at selvom befolkningen i Vietnam og Cambodja ikke er velhavende set med danske øjne, så har de stadig et værdifuldt liv. - Og hvor er de mange bekymringer fri. Der er ikke så mange regler og krav fra samfundet, som de hele tiden skal forsøge at leve op til, funderer Karsten. - Få muligheder gør på mange måder livet lettere. Jul i varmen Men var der mon noget familien savnede undervejs. Svaret fra Stine er familiens kat. Mens Ellen svarer cacao. Og dansk jul nævner ingen af dem. - Solen skinnede og der var så meget at opleve, så vi glemte faktisk helt julen. Det var så fedt, hvor vi var. Juleaften tilbragte de på et skib, og efter maden trak familien sig op på dækket, hvor de havde pyntet en blomst med rød-hvide flethjerter, som de havde fået med hjemmefra. De sang julesange og så havde hvert enkelt familiemedlem fået til opgave at købe en lille rygsækvenlig gave til én udvalgt i familien. - Og den ene gave tillagde alle stor værdi, idet der i modsætning til julen hjemme kun var denne ene gave, smiler Karsten og Charlotte og indrømmer, at der inden afrejsen fra Danmark blev tid til lidt fremskudt julehygge. Penge sparet op Inden take off blev Charlotte og Karsten med jævne mellemrum spurgt, om de havde vundet i lotto. Drømmerejsen har stået familien i knap 100.000 kroner - penge, der er sparet op over en længere periode. Og så har de truffet mange bevidste fravalg. - Vi har ikke en dyr, ny bil i garagen. Vi køber ikke sidste ny mobiltelefon, fladskærme og møbler. Og vi har de sidste fem år taget på forholdsvis billige ferier og elsker, hvis vi kan gøre en god handel. Det er et spørgsmål om prioritering, siger Charlotte. Og forældrene er enige om, at turen har været en rigtig, rigtig god investering for hele familien. At rejsemålet blev Vietnam og Cambodja var også en økonomisk prioritering, idet pengene til oplevelser, mad og logi strækker langt i østen. - Samtidig er landene særdeles smukke at rejse i, befolkningen er venlig, og der er en civilisation, der gør det forsvarligt at tage sine børn med. Nye drømme på vej - Vi er alle blevet endnu mere nysgerrige på verden, og der er blevet åbnet mange nye døre for os, siger Karsten. - Oplevelsen har bekræftet os i, at man skal stoppe op og tænke over hverdage og spørge sig selv, om man er glad og tilfreds i sin hverdag. Man skal vælge til og fra - hele livet er en prioritering. Og familien Nielsen er vist nok allerede i gang med at drømme nye fælles rejsedrømme.