Drømmestart på halvsæson

GISTRUP:Oprykkerne fra Ørnehøj Golfklub i Gistrup fik ikke mindre end en drømmestart på anden halvdel af turneringen ved dobbelrunden forleden i 2. division. Første modstander var Randers, der havde fordel af hjemmebane. Da banen i Randers på ingen måde hører til blandt de lette, var gæsterne på forhånd meget spændte på det vigtige opgør i bestræbelserne på at holde bundpladserne på afstand. Det viste sig hurtigt at gå langt lettere end frygtet, for rent faktisk var det kun i 1. herresingle, at Ørnehøj havde lidt problemer. Med kun fire huller tilbage var Gistrup-spilleren bagud med fire, men med en utrolig slutspurt lykkedes det alligevel at få uafgjort. Da de øvrige gjorde rent bord, blev det til en overbevisende sejr på 9-1 til holdet fra Ørnehøj. Næste modstander var Viborg, og det foregik på Harre Vig Golfbane i et pragtfuld vejr og med en udsigt ud over vandet, som gjorde det mere end vanskeligt at koncentrere sig om at spille golf. Det lykkedes dog ganske godt igen for gæsterne fra Gistrup, og det blev til en rigtig god omgang golf. Denne gang var det damesinglen, som måtte kæmpe hårdt for at sikre uafgjort og da det lykkedes, blev det til en ny sejr på imponerende 9-1. Med de to kæmpesejre er Ørnehøj i øjeblikket nummer to i rækken med 6 point efter fire kampe lige efter Vejle, der har sikret sig syv point i ligeledes fire kampe. Da Aalborg og Aarhus på de følgende pladser også har 6 point for fire kampe kan alt ske i forbindelse med kampene i weekenden den 4. og 5. september.