Dronning Elizabeth taler om forsoning i juletale efter svært år

Elizabeth vil i juletale lægge vægt på forsoning efter brexit-drama og skæbnesvangert tv-interview af søn.

Et interview på BBC med prins Andrew faldt ikke i god jord hos hverken briterne eller deres overhoved, dronning Elizabeth. Andrew ses her ankomme standsmæssigt til hestevæddeløbsbanen Ascot i juni sammen med dronningen.

Et interview på BBC med prins Andrew faldt ikke i god jord hos hverken briterne eller deres overhoved, dronning Elizabeth. Andrew ses her ankomme standsmæssigt til hestevæddeløbsbanen Ascot i juni sammen med dronningen.

LONDON:Den britiske dronning Elizabeth vil i sin traditionelle tale juledag beskrive 2019 som et "temmelig ujævnt" år.

Befolkningen har været splittet over den forestående udtræden af EU, og hendes søn Andrew blev tvunget til at trække sig fra alle officielle pligter.

Oven i det er den 93-årige monarks mand, den 98-årige prins Philip, for nylig blevet indlagt til behandling på et hospital.

Dronningen vil i sin tv-transmitterede tale onsdag reflektere over behovet for forsoning. Det fremgår af et uddrag af talen, som er frigivet på forhånd.

Jesus har lært os, hvordan "små skridt taget i tro og håb kan overvinde forskelligheder og dybt forankrede splittelser og skabe harmoni og forståelse. Vejen er naturligvis ikke altid jævn og har på visse tidspunkter i år været ret bumpet, men små skridt kan gøre en verden til forskel", vil dronningen sige.

Hun blev selv en del af det langstrakte politiske drama om skilsmissen fra EU ved at godkende premierminister Boris Johnsons anmodning om at suspendere parlamentet i august.

Johnsons politiske modstandere beskyldte ham for forsøg på at lukke debatten om brexit med sin usædvanlige beslutning om at sende medlemmerne af Underhuset hjem.

Højesteretten kendte efterfølgende Johnsons anmodning for at være i strid med loven.

Dronning Elizabeths magt er kun symbolsk. Hun følger altid regeringens råd, og Johnson blev kritiseret for at have sat hende i en vanskelig situation.

Årets nok værste oplevelse set fra Buckingham Palace var muligvis et interview på BBC, som hendes næstældste søn, prins Andrew, stillede op til. Det skete i et forsøg på at distancere sig fra den amerikanske pædofilidømte rigmand Jeffrey Epstein.

Interviewet, hvor Andrew benægtede at have haft sex med en af Epsteins påståede ofre, blev latterliggjort vidt og bredt og angiveligt også kritiseret af hans familie. Kort tid efter meddelte Andrew, at "han trådte tilbage fra alle officielle pligter".

Dronningens barnebarn prins Harry og hans hustru, den tidligere amerikanske skuespiller Meghan Markle, trak også overskrifter i løbet af året, da parret talte om udfordringerne ved konstant at være i mediernes og offentlighedens søgelys.

Trods genvordighederne i kongefamilien er dronning Elizabeth fortsat en af de mest populære personer i Storbritannien.

I november sagde 72 procent af deltagerne i en meningsmåling, at de havde et positivt indtryk af hende. Prins Charles, der er næste person i rækken til tronen, fik kun opbakning fra 46 procent.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.