Dronning Margrethe aflyser igen nytårstaffel og nytårskur
Corona-smitten betyder, at dronning Margrethe på ny har valgt at aflyse nytårstaffel og nytårskur.

, Dronningen ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
For andet år i træk aflyser dronning Margrethe den traditionsrige nytårstaffel og efterfølgende nytårskure. Det sker på grund af coronasituationen i Danmark, skriver kongehuset i en pressemeddelelse.
Onsdag aften holdt regeringen og sundhedsmyndighederne pressemøde om coronasmitten i Danmark, og der bliver på ny indført restriktioner på en række områder. Blandt andet bliver virksomhederne kraftigt opfordret til at aflyse julefrokosten for at begrænse smitten.
Det er kun tredje gang nogensinde at traditionen med nytårskure i kongehuset bliver brudt.
Ud over sidste års aflysning har kongehusets nytårsfejring kun været aflyst én gang før. Det drejer sig om nytårstaflet og nytårskurene i 2005, der blev aflyst som følge af tsunamien i Sydøstasien i julen 2004.
Nytårstaflet afholdes normalt den 1. januar hvert år for regeringen, Folketingets formand, repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.
Derudover skulle der i det nye år have været afholdt nytårskure den 4. og 5. januar.
Ved den lejlighed plejer deltagerlisten tælle alt lige fra Højesteret til Beredskabsstyrelsen samt repræsentanter for større landsorganisationer og kongelige protektioner.
Der er ikke nogen, der ved med sikkerhed, hvor gammel traditionen med nytårstaflet er, men ifølge kongehuset blev arrangementet allerede i 1600-tallet omtalt som gammel skik.
Traditionen med nytårskure, der strækker sig over flere dage, er udviklet efter 1. verdenskrig, hvor antallet af gæster blev for mange til, at arrangementet kunne gennemføres på en og samme dag den 1. januar.
Til trods for de aflyste arrangementer vil dronning Margrethe traditionen tro tale til danskerne nytårsaften klokken 18.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.