Kultur

Dronning Margrethe takker for danskernes medfølelse

Dronningen takker for danskernes varme efter prinsens død. Fredag vender hun tilbage til arbejdet.

Dronningen takker på kongefamiliens og egne vegne den danske befolkning for varme og sympati i forbindelse med prins Henriks død og bisættelse.

Det fremgår af en meddelelse fra Kongehuset.

Dronning Margrethe takker den danske befolkning for smukke blomster, for at have trodset kulden for at vise prinsen den sidste ære i slotskirken og for utallige skriftlige sympatitilkendegivelser.

I meddelelsen står der også, at denne opbakning har rørt kongefamilien og har været med til at hjælpe dem igennem den svære tid.

- For mig og min familie har det været dybt bevægende at opleve den varme og sympati, der fra alle dele af det danske samfund er strømmet os i møde i forbindelse med prins Henriks død og bisættelse, skriver dronningen blandt andet.

Fredag formiddag vender dronning Margrethe tilbage til arbejdet som regent. Hun modtager ambassadører fra fem lande til audiens.

I den forbindelse vil dronningen bære mørkt tøj, mens personalet i uniform vil bære sørgebind på venstre overarm. Det skyldes, at der er dekreteret hofsorg til og med onsdag den 14 marts på grund af prins Henriks død.

Ambassadørerne, som dronning Margrethe får i audiens, er fra New Zealand, Vatikanet, Guyana, Cambodia og Jamaica.

Det er strømmet til med blomster og hilsner ved slottene Amalienborg, Fredensborg, Marselisborg og Gråsten efter prins Henriks død.

Og mens de sidste blomsterbuketter onsdag fandt vej til Amalienborg, flyttede en gruppe soldater nænsomt de mange blomster, der lå foran Amalienborg, til Kastellet i København.

Her ærer de nu faldne soldater ved Monumentet over Danmarks Internationale indsats efter 1948.

Blomster fra Marselisborg Slot er flyttet til Marselisborg Mindepark, og blomster fra Gråsten Slot er rykket til F.B. Paludan-Müllers Mindesmærke.

Prins Henrik blev bisat tirsdag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst