Dronning til tiden

At være republikaner har aldrig rigtigt været nogen folkesag i Kongeriget Danmark - og dagens 40 års jubilar har bestemt ikke gjort det nemmere. Tværtimod har dronning Margrethe støt og roligt arbejdet sig op til at blive lige nøjagtigt den uhyre bredt funderede (kultur)personlighed, som verdens ældste monarki kan leve på - og i den grad overleve på. Når et folkefærd, der glad og gerne brokker sig over nærmest alt og alle fra morgen til aften, også ting og fænomener, som absolut ingen kan ændre på, kan finde ud af at give regenten en karakter på hele 4,32 - på en skala fra 1 for dårligst til 5 for bedst - er det da vist ikke så ringe endda, for nu at udtrykke det på godt jysk. I det hele taget kan dronning Margrethe vanskeligt ønske sig mere medvind. Ifølge en undersøgelse er ikke færre end 91 procent af hendes undersåtter enige eller overvejende enige i, at hun er en værdig repræsentant for Danmark. 91 procent er så højt et tal, at politikere - og for den sags skyld også et tænkt alternativ til kongehuset, altså en præsident - alene kan drømme om en så nærmest massiv popularitet. I virkeligheden siger det måske mest om dronning Margrethes rolle i et moderne demokrati, at næsten halvdelen af befolkningen opfatter hende som "traditionel", mens cirka en fjerdedel er nået frem til, at hun er "folkelig". Siden 1972 har hun været i stand til at ramme balancen mellem at være netop folkelig/udadvendt og en anelse mere tilbageholdende - og lige dér, i feltet mellem det umiddelbart tilgængelige og det knapt så tilgængelige, mellem nærvær og afstand, kan det irrationelle element, som et kongehus er i vore dage, overleve. Typisk for den slagfærdighed, der også præger dronningen, kan hun ikke selv få øje på de "mystiske" sider af sit arbejde. Og klogt nok holder hun fast i, at der ligger så megen forpligtelse i arbejdet, at man bliver på tronen så længe, det i det hele kan tage sig gøre. Derved kan hun også leve op til sit eget valgsprog: "Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke".