Dronningehæder til lærer

Anne-Britta Gammelgaard Marcussen fik efter 40 år som lærer Dronningens Fortjenstmedalje

Esben Heine
Anne-Britta Gammelgaard Marcussen med fortjenstmedaljen. Foto: Kurt Bering
Dronninglund 1. september 2009 11:42

Det er ikke få elever, Anne-Britta Gammelgaard Marcussen har haft i de 40 år, hun har været lærer på Dronninglund Skole. Men nu er det slut. I forbindelse med sit 40-års jubilæum har Anne-Britta Gammelgaard Marcussen valgt at stoppe. Hun blev ved en sammenkomst på Dronninglund Skole hædret af kollegaer med flere. Brønderslev Kommunes børne- og kulturdirektør Henning Risager overrakte i den forbindelse Dronningens Fortjenstmedalje i sølv som anerkendelse for de 40 års indsats. Henning Risager sagde, at et 40-års jubilæum er én af de sjældne begivenheder. - For mig viser det tydeligt, at det at være lærer i den danske folkeskole - og ikke mindst på Dronninglund Skole - kan gøre, at man med lyst tager 40 år i træk i tjenesten og laver god undervisning og skaber læring. - Gad vide, hvor mange børn der har nydt godt af den indsats, sagde Henning Risager. - Og gad vide, om de unge, der ikke vælger at blive lærer, ved, hvilket givtigt og indholdsrigt job med både glæder og skuffelser, de går glip af. Skoleinspektør Preben Kjeldsen betragtede Anne-Britta Gammelgaard Marcussen som en meget dygtig lærer og god kollega. Preben Kjeldsen oplyser, at Anne-Britta Gammelgaard Marcussen har hjulpet mange elever med dansk-problemer. Hun har undervist i specialklasser, og har endda været med til at udarbejde undervisningsmateriale. Anne-Britta Gammelgaard Marcussen begyndte på Vestre Skole, men flyttede med til den nye skole, der blev opført i 1976. Selv siger Anne-Britta Gammelgaard Marcussen, at det har været 40 spændende år. - Jeg kom, dengang man sagde hr. og fru. Det blev der også skrevet i referater fra lærermøder, mindes hun. Anne-Britta Gammelgaard Marcussen kommer fra Esbjerg. Hun blev ansat i august 1969 af daværende skoleinspektør Aage Ansø. Allerede i 1967 var hun "på græs", som det blev kaldt, når en lærer var i praktik. Anne-Britta Gammelgaard Marcussen er ikke bange for, at tiden bliver lang. Hun har mange gøremål. Det fortælles, at hun har en velassorteret værktøjssamling og kan bruge værktøjet. Hun er stadig aktiv på Dronninglund Kunstcenter, og får mere tid til børn og børnebørn. Hun har to børn og tre børnebørn.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...