Dronningemaler

Thomas Kluge - 40 år i dag.Foto: Scanpix

Thomas Kluge - 40 år i dag.Foto: Scanpix

¤Thomas Kluge, en moderne dansk Rembrandt, som maler portrætter af berømtheder med næsten fotografiske realisme, fylder i dag 40 år. Thomas Kluge, Sorø, er en af Danmarks populæreste portrætmalere - og mest omdiskuterede. I en alder af bare 40 år kan han allerede se tilbage på en karriere, som omfatter en stribe portrætter af prominente kulturpersonligheder, politikere, erhvervsledere og kongelige, herunder to berømte malerier af dronning Margrethe. Samtidig er den autodidakte kunstner en af de mest udskældte i kunstverdenen og blandt kunstanmeldere, der ikke alle opfatter ham som specielt lødig. Thomas Kluge er blevet betegnet som en moderne dansk Rembrandt, da han benytter sig af de samme klassiske teknikker, lysvirkninger og mørke baggrund. Tre gange søgte Thomas Kluge ind på Kunstakademiet uden at blive optaget. Han fik i 2007 oprejsning for de tre afslag, da han fik til opgave at male Else Marie Bukdahl - rektor for netop Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1982 til 2006. Portrættet var en gave fra Ny Carlsbergfondet til Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Thomas Kluge blev for alvor kendt i den brede offentlighed, da han i midten af 1990'erne malede et hverdagsportræt af dronning Margrethe i trøje og uden prangende smykker. Om det usædvanligt nærgående portræt udbrød regenten spontant: - De har sandelig fået det hele med! En hentydning til den absolutte, næsten fotografiske realisme, som præger Kluges malerier. En stil som allerede bragte ham i karambolage, da han efter at have været i lære som isenkræmmer og gjort tjeneste i Civilforsvaret kom på Holbæk Kunsthøjskole som ganske ung. Her gjaldt det om at være så eksperimenterende som muligt. Men det var ikke Kluges interesse. Når de andre elever rendte nøgne rundt og trampede på store lærreder med fødderne fulde af maling, sad Kluge med sin lille malerkasse og meget små pensler. - Jeg begyndte at arbejde med idéen om, at man godt i et meget figurativt og naturalistisk billede kan opleve noget abstrakt og overraskende, har han sagt i interview. Forlydenderne om Kluges fremragende tekniske kunnen nåede i 1998 til England, hvor han blev bedt om at male et portræt af den britiske tronarving, prins Charles. I 2000 malede han sit måske mest kendte billede - et helfigursportræt af dronning Margrethe, denne gang i majestætisk brokadedragt. Billedet hænger i dag på Herlufsholm Kostskole. Thomas Kluge, der er kendt for altid at være iklædt sin store, berømte baret samt sløjfe i hastehalen i det lange sorte hår, er dog ikke kun portrætmaler. Til hans øvrige værker hører blandt andre "Et kort ophold" fra 1998 til minde om de danske troppers fredsskabende indsats på Balkan og en årsplakat til Tivoli. /ritzau/