Dronningen af dans

Steen Stage
Anne Laxholm, der for alvor er blevet kendt herhjemme som dommer i "Vild med dans", fylder i dag 60 år.Foto: Scanpix
Dans 14. oktober 2011 06:00

¤Anne-Margrethe Laxholm, landskendt som den strenge dommer fra "Vild med dans", fylder i dag 60 år. Men for år tilbage var hun også verdenskendt som dronningen af standarddans. Hendes præstationer og betydning er til et 10-tal i danseverdenen. Anne-Margrethe Laxholm er forlængst blevet synonym med dans på allerhøjeste plan. Tv-dansekonkurrencen "Vild med dans" gav Anne Laxholm et folkeligt comeback som den ofte skrappe dommer, der ser alle fod- og fejltrin, men også giver gode råd. Nøjagtig som nu i dette efterårs udgave af den populære dansekonkurrence. Hun tog sine første dansetrin, da hun som lille pige gik til dans og ballet i Humlebæk. . Som 15-årig mødte hun på danseskolen i Helsingør en lige så danselysten ung mand ved navn Hans-Henrik Laxholm. De havde store ambitioner og blev hurtigt Nordsjællandsmestre. Sideløbende med træningen gik Anne Laxholm i gymnasiet og fik en uddannelse som tresproglig korrespondent, mens Hans-Henrik passede sit job som typograf. De dansede som amatører i ind- og udland og blev nummer 24 ved Europamesterskaberne i 1972. Året efter blev danseparret også ægtepar og satsede da på en professionel karriere. I 1974 flyttede de derfor til London, hvor verdens dygtigste instruktører tilbød timer. I 1979 kronedes deres anstrengelser, da de vandt VM i standarddans. De gentog succesen i 1980, og de britiske topdansere, der altid havde vundet denne disciplin, måtte for alvor se sig detroniseret.De blev herefter professionelle og vandt et hav af titler. Samtidig havde de dannet firmaet "Chrisanne", der solgte kjoler og kjolestoffer til dansere. På et tidspunkt havde de 65 ansatte. Firmaet blev hovedsageligt drevet af Anne Laxholm, der trak sig fra konkurrencedans, da hun blev gravid og fødte datteren, Lisamaria. Efter næsten 30 år i London solgte de firmaet og vendte i 2001 hjem til Danmark og etablerede en danseskole nær deres hjem i Rungsted. Hans-Henrik er samtidig en efterspurgt instruktør ude i verden. I 2005 var der bud efter Anne Laxholm som dommer i "Vild med dans". Nu blev hun endnu engang landskendt - og siden har hun haft ekstra travlt på sin danseskole, fordi alle er blevet vilde med dans. Dronningen af standarddans bliver undertiden også kaldt dronning Margrethe, fordi hun artikulerer så tydeligt og korrekt. Selv siger hun, at det gjorde man jo, da hun i 1974 forlod Danmark. Anne Laxholm har ingen problemer med at fylde 60. Det eneste hun har problemer med at acceptere, har hun udtalt, er vægten. Og hun ønsker at fortsætte, også når hun bliver pensionist. Der skal dog være mere tid til golf./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...