Dronningen af ny-soul

¤Erykah Badu, soulsangerinden, fylder i dag 40 år. Den amerikanske-afrikanske soulsangerinde, sangskriver og skuespiller Erykah Badu er blevet kaldt en ny Billie Holiday. Med sin egen ekspressionistiske facon og selvvalgte snørklede veje er hendes andet tilnavn som Queen of Neu-Soul langt mere passende. Hun har musikalsk mikset r&b, hip hop og jazz krydret, især i karrierens første år, med hendes kendte kulørte hovedtørklæder og hatte. Hun kommer fra en teaterfamilie og sang og dansede allerede for offentligheden første gang i en alder af fire år i fødebyen Dallas. Som ung forlod hun universitet for at gå helt og fuldt efter musikkarrieren, som da også bragte hende sammen med en anden stor stjerne, D'Angelo. Samarbejdet skaffede hende en pladekontrakt med Universal Records. Det store bragende gennembrud kom med pladen Baduizm i 1997, som vandt tre gange platin og Grammypriser. Siden har hun udgivet yderligere fire plader, den seneste i februar 2010, og har høstet en række priser. Den energiske Badu har undervejs også plejet en karriere som skuespiller i blandt andet Blues Brothers 2000 og Æblemostreglementet. Hendes mangefacetterede karriere har også omfattet en rolle som modeikon og muse for den kendte designer og filminstruktør Tom Ford. Undervejs har hun også taget sig tid til at få tre børn med tre forskellige rappere. Den politisk engagerede Badu skabte i 2010 voldsom opsigt, da hun som led i optagelsen til en musikvideo promenerede splitternøgen på det sted i Dallas, hvor præsident Kennedy blev skudt. En handling som kostede hende en bøde, da en mor vanen tro i USA angiveligt på sine børns vegne følte sig mere krænket over nøgenheden end den vold, som Badus optræden primært var en protest imod. /ritzau/