Journalistik

Dronningen er en krævende arbejdsgiver

Alle har krav på en privat sfære omkring sig - og dronningen er ikke en filmstjerne, der skal klappes på plads som i Hollywood

Begivenheder i hoffet må gerne markeres festligt og flot, men de må ikke give indtryk af fråds. Vi skal få et godt indtryk - vi skal være stolte af det, men hvis det kammer over, får man ikke respekt i Danmark, siger hofmarskal Søren Haslund-Christensen på den ligefremme, direkte facon, der ofte tilhører gamle militærfolk. Hofmarskallen kender samtidig kommandovejen: - Nu er det i øvrigt, Dronningen og Prinsen, der bestemmer. Jeg er embedsmand, konstaterer Søren Haslund-Christensen med det konstante underspil af egen betydning, som folk helt tæt på samfundets top af og til viser. Der er ingen grund til at prale. Hårdt arbejde, loyalitet og ydmyghed har beredt vejen, og der er ikke mere at nå. Dronning Margrethe og prins Henriks nærmeste rådgiver behøver ikke skilte med sin indflydelse, men den har været særdeles stor, siden han tiltrådte embedet i 1989. Nu nærmer slutningen sig. Haslund-Christensen fylder 70 år 18. maj, og ved udgangen af august rækker han marskalstaven videre til sin efterfølger, viceudenrigsråd, ambassadør Ove Ullerup-Petersen. Haslund-Christensen siger farvel til et farverigt og spændende job med krævende arbejdsgivere. Der skal holdes styr på mange ting ved hoffet, også økonomien. - Økonomien er det væsentligste i enhver virksomhed, også her. Det er mit job at sørge for, at de penge, Dronningen får som statsoverhoved, bliver anvendt så godt som muligt. Det sker ved en nøje planlægning. Desuden skal vi have et godt personale, der både kan arbejde i en "neutral" virksomhed som enhver anden, men samtidig kan arbejde tæt på en familie. Det kræver takt, diskretion og loyalitet, og jeg synes, det er lykkedes. Vi har nogle meget fine medarbejdere, siger hofmarskallen. Professionel dronning Haslund-Christensen starter sin arbejdsdag ved 9-tiden med at besigtige kontorer, garage, værksteder og andre arbejdspladser omkring Amalienborg, inden han sætter sig bag skærmen i Det Gule Palæ i Amaliegade, lige ved siden af Amalienborg. Også om aftenen er der som oftest pligter. - friaftner i løbet af et år kan tælles. - Dronningen er en krævende arbejdsgiver? - Det er hun da heldigvis. Hun er en meget professionel arbejdsgiver og samarbejdspartner. Hun markerer helt klart, hvad hun gerne vil, men er samtidig lyttende. Dronningen har jo et liv, der er lige så fyldt med møder, samtaler og beslutninger som mange andre mennesker. Desuden maler hun, har udstillinger og en masse andet. Hun når utroligt meget - hun er meget hårdtarbejdende, siger hofmarskallen, der mødes med Dronningen mindst tre-fire gange om ugen. - Hvordan har hun det? - Hun har det godt. Hun er faktisk i fuld sving, men prøver at tage hensyn til ryggen. Mens dronning Margrethe stort set kun roses, har der været mere kritik af prins Henrik. - Han er anderledes end Dronningen. Han er en mand, og han er fransk, og det er der nogle, som irriteres over. Men folk generelt er glade for ham. Han er accepteret som en varm, festlig og uhøjtidelig person, der har et vældigt tag på at komme i kontakt med folk. Og jeg har kun godt at sige om ham som arbejdsgiver, siger Søren Haslund-Christensen. Hverdag skal fungere Haslund-Christensen er i front ved alle de store markeringer i kongehuset, men for hofmarskallens arbejde er hverdagen med de cirka 130 ansatte den største begivenhed: - Køkkenet skal fungere. Der skal købes fornuftigt ind - lige som hos en husmor - de kongeliges betjening skal være i orden, der skal arrangeres transporter, der skal laves reparationer, der skal gøres rent. Kalenderen for dronningen og Prinsen skal tilrettelægges. Arbejdsplaner udarbejdes. Ambassadører skal modtages i audiens - der er et væld af gøremål, og det er mindst lige så vigtigt, at det fungerer, som at et bryllup ser smart ud - men du vil nok hellere snakke bryllup, siger Haslund-Christensen med den smittende latter, der ofte ledsager den ukunstlede mand - men som aldrig forleder ham til at sige for meget. Statsbesøgene - herhjemme og i udlandet - er en krævende opgave at tilrettelægge. De er en del af landets udenrigspolitik og skal arrangeres, så alle parter får mest muligt ud af det. - Vi er et lille land, som nemt bliver overset, men fordi vi er et monarki, fylder vi mere. Og jo mere socialistisk og republikansk, et land er, jo mere royalister er de samtidig. Der var jo intet som at være kongelig og komme til Sovjetunionen. Det er ikke Hollywood Søren Haslund-Christensen tror på monarkiets fremtid, og han mener ikke, at det er afhængigt af, hvem der sidder på tronen. - Pressen tror, at der er sådan et fifty-fifty-samarbejde mellem pressen og kongehuset: "Vi har et samarbejde, vi gør noget for Dronningen, hun gør noget for os". Sådan er det med filmstjerner og politikere, men Dronningen er uafhængig og repræsenterer hele folket. Ugebladene vil gerne have, at det skal være lige som i Hollywood, hvor Dronningen skal hyldes og klappes på plads. Det er helt forkert. Statsoverhovedet er statsoverhovedet. I monarkiet ligger en tryghed og stabilitet, og det holder befolkningen ved i højere grad, end hvem der er personen. Jeg forudsætter, at der ikke sker katastrofer eller store skandaler - i Danmark har vi igennem mange år haft et statsoverhoved, som klogt har tilrettet, hvordan man vil varetage ansvaret i et samfund, der udvikler sig. Pressen går tæt på Blandt sine mange gøremål i kongehuset passer Haslund-Christensen også forholdet til pressen, som han betegner som godt "i meget overvejende grad". - Vi har åbnet os gradvist. Vi giver pressemøder og interviews, men vi prøver også at koncentrere dækningen omkring de væsentligste begivenheder for at forhindre, at der kommer for meget kongerøgelse. For meget af det gode er også for meget. Vi vil koncentrere os om de store markeringer. Et bryllup, for eksempel, skal doseres... med omtanke... synes jeg. Vi skal også tænke på de tv-seere, der ikke er så interesserede i damernes kjoler, og hvad man spiser, så de kan få set fodbold. - Men går pressen for tæt på? - Offentlige personer har befolkningen krav på at kunne følge. Men der skal samtidig være en personlig, privat sfære omkring os alle. Det er ikke bare en statsminister eller en prins, men også en person, og det har den danske presse faktisk altid respekteret. Der har været selvjustits, og jeg har oplevet, at de barskeste kommentarer til fotografer, der er gået over grænsen, er kommet fra andre fotografer. - Men grænsen for det private flytter sig? - Det er rigtigt. Forholdene i Danmark er helt anderledes end i eksempelvis England, men vi kan nok ikke blive ved med at være sådan et smørhul. De ting, der sælger, kommer i bladene. Jeg synes det er synd - for de kongelige, men også for alle andre i offentlige positioner. Hvis ingen gider at være ministre, og dem, der er dygtige og har socialt ansvar, ikke gider være politikere, så bliver det de forkerte, der kommer på posterne. Og Danmark bliver et mindre godt land at bo i. - Kongehuset er også blevet mere åbent? - Åbenhed er godt og rigtigt. Vi skal være tilgængelige. Og så tror jeg, at vi i Danmark har mere respekt for hinanden end andre steder. - Det var Prins Henrik selv, som lod sig interviewe til B.T. om sin skuffelse over at være overset. Var det klogt - set i bakspejlet? - Ikke set i bakspejlet...nej. - Hvorfor ikke? - Reaktionen var jo meget voldsom. I øvrigt er vi ovre den sag. - Der er også en stor belastning på kronprinsen og hans måske kommende kone med den meget store interesse. - Det er en belastning for ham og måske især for hende. Og jeg må fastslå, at stor interesse altså ikke er en ordentlig begrundelse for at gå over stregen og krænke privatlivets fred. - Men hvis forlovelsen kommer nu, vil vi gerne skrive det i avisen? - Den, der bestemmer det og spiller ud i den sag, er kronprinsen. - Men hofmarskallen har nok en fornemmelse? - Det har jeg faktisk ikke. Det er kun ham selv, der ved det.