Dronningen og over 32.000 andre har fået første vaccinestik

0,55 procent af befolkningen i Danmark har fået første stik af coronavaccine, viser seneste opgørelse.

Over 30.000 personer har fået første vaccinationsstik mod corona i Danmark.

Over 30.000 personer har fået første vaccinationsstik mod corona i Danmark.

KØBENHAVN:Foruden dronning Margrethe har over 32.000 personer fået første stik med coronavaccinen i Danmark.

Således er 32.368 personer frem til lørdag morgen klokken 04.30 registreret som modtagere af den første dosis af en coronavaccine.

Det svarer til 0,55 procent af befolkningen, oplyser Statens Serum Institut (SSI).

Der kan dog være en vis forsinkelse i registreringen af vaccinationerne, og derfor kan det reelle antal vaccinerede være højere, end det fremgår af opgørelsen.

Blandt modtagerne af et vaccinestik er dronning Margrethe. Hun blev vaccineret fredag - på årets første dag.

Første del af vaccinen skal følges op af endnu et prik efter cirka tre uger, før vaccinen har den fulde effekt.

Den første sending vaccinedoser kom til landet lørdag for en uge siden, og i søndags blev vaccinationerne indledt på plejehjemmene. Danmark har modtaget 45.825 doser af vaccinen.

De tildeles personer i udvalgte risikogrupper.

Forrest i køen til en vaccine står personer på plejehjem og i plejeboliger. I gruppe to er personer på 65 år og derover, som modtager hjemmepleje og praktisk hjælp i eget hjem.

Så kommer personer på 85 år og ældre i gruppe tre. Derefter kommer resten af befolkningen prioriteret i ni grupper.

Der er indtil videre givet flest vaccinationsstik til personer i Hovedstaden. Her er 8874 registreret vaccineret med første stik, mens der i Nordjylland er registreret 3902 modtagere af den første dosis.

Det er især i den ældre del af befolkningen, at der er blevet vaccineret ind til videre. Ifølge opgørelsen har 3257 personer over 90 år fået første stik. Det er dog i aldersgruppen 50-59 år, at flest personer har fået første dosis.

I den gruppe har 5687 personer fået første stik, viser tallene. Også yngre personer er dog vaccineret. 70 personer under 19 år er registreret vaccineret med første stik.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.