Dronningen skal hjem og have nyt knæ

Regentpar skulle have holdt ferie i Grækenland, men det er opgivet

ATHEN:Dronning Margrethe skal efter det officielle besøg i Grækenland hjem og have opereret sit venstre knæ. -Jeg skal hjem og have et nyt knæ. Det er på tide, at jeg får ordnet det, sagde dronningen på et pressemøde torsdag. - Det betyder også, at jeg i juni skærer drastisk ned på mine forpligtelser og overdrager opgaverne til kronprins Frederik og prinsgemalen. Knæoperationen skal foregå på Århus Kommunehospital, men det var torsdag ikke kendt, om dronningen tager direkte fra Grækenland til hospitalet. Det officielle besøgsprogram slutter fredag, og herefter var det meningen, at dronningen og prins Henrik i nogle dage skulle have holdt ferie sammen på kongeskibet “Dannebrog”. Det gør prinsen nu alene. - Det havde været dejligt, hvis vi kunne have sejlet fem-seks dage sammen, sagde prins Henrik. Overlæge Anders Odgaard fra Århus Kommunehospital, der er knækirurg, og som tidligere har undersøgt dronningens knæ, bekræfter over for Ritzau, at det er ham, der skal udføre operationen. Han ønsker af diskretionshensyn ikke at fortælle om den forestående knæoperation. Eller hvornår den finder sted. - I øjeblikket vil jeg alene henholde mig til de udmeldinger, der tidligere er kommet fra hoffet og den meddelelse, som dronningen har givet, siger han. - Anders Odgaard var informeret om, at der ville blive givet en meddelelse om operationen. Om den forestående royale knæoperation siger han: - Det har vi vidst i nogen tid. Det er selvfølgelig ikke nogen nyhed for mig. /ritzau/