Dronningen takker vaccineforskere: Kundskaben har hjulpet os
I nytårstalen opfordrer dronning Margrethe befolkningen til at stå sammen og sender særlig tak til forskere.

Dronning Margrethe efter afholdelse af nytårstalen 2021 Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
I løbet af 2021 nåede mange at mærke, hvordan hverdagen var inden coronapandemien. Men nu er restriktionerne tilbage, og det må vi i fællesskab igennem.
Det siger dronning Margrethe i sin nytårstale, der er nummer 50 af slagsen.
- Coronaen har sit set præg på tilværelsen de seneste to år, og de har været drøje at komme igennem, siger dronningen i begyndelsen af sin tale.
Et lyspunkt for mange var sommeren med fodbold-EM, udtaler dronningen. Men nu har corona igen har "bidt sig fast" og "denne gang i en endnu mere smitsom udgave", lyder det fra hende.
- Selv om det er besværligt, at vi nu igen må leve med restriktioner i vores dagligdag, så tror jeg dog, at der er bred forståelse for, at det er nødvendigt.
- Vi står over for en fælles udfordring, og vi må alle tage ansvar for, at vores samfund kommer trygt gennem pandemien, siger hun.
Hun sender en særlig tak til forskere, der blandt andet har udviklet vacciner.
- Det er i høj grad dem, som har bidraget til at bremse smitten, og som i løbet af uhørt kort tid har udviklet vacciner mod corona, siger dronningen.
- Kundskab og indsigt har hjulpet os under coronaen og har vist os, at ny viden fører fremskridt med sig. Vi bliver mindet om, at vi skal møde det ukendte med nysgerrighed, videbegær og opfindsomhed – snarere end frygt, fortsætter hun.
Det er andet år i træk, at et af hovedtemaerne i dronningens nytårstale er coronavirus. Også ved indgangen til 2021 berørte hun de prøvelser, som corona har medført.
Dronningen kommer også ind på et af årets andre helt store emner - nemlig klima.
Der venter os "store udfordringer og forpligtelser" på området, lyder det fra dronningen.
- Videnskab og teknik kan hjælpe os til at nå målene for klimaneutralitet og bæredygtighed, siger regenten, der tidligere har udtalt sig tvivlende i forhold til, om klimaforandringerne er direkte menneskeskabte.
Dronningen kommer også ind på, at man bør vise personer med handicap respekt. Hun sender som sædvanligt hilsner til blandt andet Grønland, Færøerne og danskere i udlandet.
I baggrunden til venstre for dronningen står under talen et billede af kronprins Frederik, der roses for sin deltagelse i et statsbesøg i Tyskland.
- Hans bidrag er af stor betydning, ikke mindst for erhvervslivet - og han gør det godt, siger dronningen.
Årets tale finder sted kort inden dronningens 50-års regentjubilæum næste år.
/ritzau/