Lokalpolitik

Dronningens hilsen nåede ikke frem

Hvis Orla Villadsen havde magt, som han havde agt, skulle borgerne i Jammerbugt Kommune til at se sig om efter en ny borgmester.

Mary Villadsen nød fødselsdagen sammen med de mange gæstere. I baggrunden sønnen Orla Villadsen. Foto: Martin Damgård

Mary Villadsen nød fødselsdagen sammen med de mange gæstere. I baggrunden sønnen Orla Villadsen. Foto: Martin Damgård

For Mogens Gade (V) havde mod forventning ingen hilsen med fra dronning Margrethe, da han sammen med 24 pårørende og venner torsdag var til Orla Villadsens mors 100 års fødselsdagsselskab på Pandrup Plejecenter. Mens gavebordet fyldtes, sagde Orla Villadsen til Deres udsendte: - Hvis borgmesteren ikke har en hilsen fra dronningen med i lommen, er han ikke borgmester i morgen. Og bagefter: - Desværre bor jeg i Århus, så jeg kan ikke gøre noget i Jammerbugt Kommune. Det var nemlig den ventede hilsen fra hoffet, som fik Mary Villadsen til at glæde sig ekstra til den runde dag, for hun har ifølge pårørende altid været meget kongetro. Derfor lod nogle af gæsterne lagkage være lagkage for at gå på skattejagt rundt om på plejecentret. Men skatten blev ikke fundet. Også borgmester Mogens Gade var ude lidt, men vendte tilbage som et stort spørgsmålstegn. - Jeg har aldrig oplevet, at hilsnen ikke var der. Det er længe siden, kongehuset blev adviseret. Så plejer hilsnen at blive sendt direkte. Ikke gennem kommunen, sagde han. Imens nød fødselaren alle sine gæster og kommenterede talerne, bl.a. om sine evner med æbleskivepanden. Hun gav også sønnen, Orla Villadsen, lov til at berette om, hvordan det gik, da hun i april i fjor flyttede fra sin lejlighed i Klostergården i Pandrup. - Mor fortalte alle, at de skulle til 100 års fødselsdag til maj og alle troede det selvfølgelig. Også vi. Indtil vi fandt ud af, at det kun var 99. Men vi fik nu en pæn fest ud af det alligevel, skæmtede han. Han sagde også, at det var noget mod hendes vilje, da hun måtte flytte på plejecenter. Og en nevø, Kaj Høeg, Brønderslev, kunne berette om et besøg hos hende, da hun var 98. Efter ønske lavede han æbleflæsk og da retten kom på bordet, sagde hun: - Jeg ved ikke, om det er direkte ulovligt. Men det er i hvert fald uforsvarligt ikke at få en snaps til. Mary Villadsen er den ældste af 16 søskende, hvoraf de seks lever. Hun var gift med skolekammeraten Oscar Villadsen, Pandrup Cementvarefabrik, i over 50 år. Parret fik fire børn og nu har hun også fire børnebørn. Deres første møde står lysende klart. Hun var den nye pige på skolen i Moseby. Den kommende ægtemand lige konfirmeret. Men han kom alligevel i skole den dag, da rygterne havde bebudet den nye piges ankomst. Han stirrede så meget, at hun sagde: Hvad glor du på?