Danmark

Dronningens Nytårstale: Hvad tror du hun siger?

Bookmakere tjener bunker af penge på at lave væddemål på alt i talen - Søens folk mest spillede ord lige nu

Dronning Margrethe holder igen nytårstale. Hvad mon hun siger? Arkivfoto: Scanpix

Dronning Margrethe holder igen nytårstale. Hvad mon hun siger? Arkivfoto: Scanpix

DANMARK:"Søens folk" er igen det mest spillede på Dronningens Nytårstale. Problemet er bare, at Dronningen aldrig har sagt det.

Danskerne spiller på Dronningens Nytårstale som aldrig før, men igen i år sker det med hovedet under armen.

Danske Spil oplyser, at "Søens folk" står for mere end 10 procent af omsætningen. Problemet er bare, at Dronning Margrethe aldrig har sagt det i sine 44 foregående nytårstaler. Det skriver onlinemediet BetXpert, som har analyseret Dronning Margrethes taler.

Udtrykket stammer tilbage fra Dronning Margrethes far, Frederik 9.

Uvidenheden kan skyldes, at nytårstalen tiltrækker et specielt segment af spillere, der ikke nødvendigvis sætter sig ind i tingene.

- Det er mest hyggespillerne, som synes, det er sjovt at have en bon på et højt odds, siger Oddsansvarlig ved Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen, til BetXpert.

Danskerne tror på ordene

"Søens folk" giver kun odds 10 ved Danske Spil, men burde reelt give minimum 100 viser analysen hos BetXpert.

Hvorfor der er så mange, der spiller på "Søens folk," kan ikke forklares på anden måde, end at danskerne virkelig tror, at ordet bliver sagt.

- Udtrykket er blevet forstærket i vores erindring via både Preben Kristensen fra Linje 3 og Ulf Pilgaards parodier af Dronningen, lyder det i BetXperts analyse.

- Det handler om kognitive indskydelser. Folk forbinder "Søens folk" med Dronning Margrethe på linje med "Gud bevare Danmark".

Der er desuden ingen grænser for, hvad du kan spille på: Emoji, Nede-Mette, tys-tys-kilden og Zlatan for bare at tage et udsnit.

De mange skøre muligheder - og de forholdsvis lave odds - gør, at nytårstalen er en god forretning for bookmakerne. Tilbagebetalingsprocenten er simpelthen uhørt lav på mange af ordene.

30 procent gevinster

Sidste år var der kun et ord over odds 5, som gik hjem, og BetXpert vurderer, at tilbagebetalingsprocenten lå helt nede omkring 30. Til en almindelig fodboldkamp kan den snildt ligge på 95.

Oddsansvarlig, Peter Emmike Rasmussen, fra Danske Spil anerkender da også, at der er mange ord, som lyder mere eller mindre usandsynlige.

- Det er klart, at vi ikke forventer, at Dronningen siger ’Nede-Nette’ og ’Gulddreng’. Men hvis hun gør, så kommer vi også til at betale, siger han til BetXpert.

Peter Emmike Rasmussen forklarer, at det sidste år var godt at være bookmaker på nytårstalen. Sådan behøves det dog ikke være i år.

- Der er kommet mange spil ind på jordnære ord som "politi", "prinsesse" og "Donald Trump". Bliver de sagt, så kommer vi altså til at betale, siger han til BetXpert.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.