Dronningens operation forløb planmæssigt

ÅRHUS:Dronningen er vågen og ved godt mod. Sådan beskrev overlæge og knækirurg Anders Odgaard dronning Margrethes tilstand i går midt på eftermiddagen. Dronningen blev fra morgenstunden lagt i narkose og fik herefter indsat en kunstig protese i sit venstre knæ, som længe har været plaget af slidgigt. Operationen foregik på ortopædisk afdeling på Århus Sygehus og forløb ifølge lægerne helt efter bogen. Det er endnu uvist, hvor længe dronningen skal være indlagt på sygehuset, men det normale er en uges tid. I løbet af den uge skal det nye knæ genoptrænes på de lange gangarealer samt op og ned af trapper. Dronningen er indlagt på en enestue, og der er desuden afsat plads til sikkerhedsfolk og dronningens hofdame. Blandt de første besøgende i går var hofmarskal Ove Ullerup. Dronningen fortalte selv om den forestående operation, da hun og prins Henrik i sidste uge afsluttede deres officielle besøg i Grækenland. Det kom dog langt fra som nogen overraskelse for personalet på Århus Sygehus. Ifølge Anders Odgaard har de i et par måneder vidst, at dronningen skulle under kniven 1. juni - sommerens første dag. - Den her operation tager normalt en times tid, og det gjorde den også for dronningens vedkommende. Alt gik efter planen, og der opstod ingen overraskelser undervejs, sagde Anders Odgaard ved et velbesøgt pressemøde. Overlægen havde medbragt en model af de tre dele, som dronningens nye kunstige knæ består af og et powerpoint-show, så han så pædagogisk som muligt kunne forklare pressen, hvad dronningen har gennemgået. I første omgang er det kun det venstre knæ, der er udskiftet, men Anders Odgaard vil ikke afvise, at der senere kan blive tale om også at udskifte det højre. Det har længe været kendt, at dronningen har haft svære smerter forårsaget af slidgigt i knæene. Et nyt kunstigt knæ er den mest effektive behandling over for slidgigt. Regenten er langt fra den eneste dansker, der har været igennem en sådan operation. Det anslås, at 3500-4000 danskere hvert år får indopereret et nye knæ.Undersøgelser viser, at patienternes tilfredshed efter operationen er meget stor, og 90-95 procent allerede efter få måneder har fået den fulde førlighed i knæet tilbage. Dronningen skal nu i gang med et længere genoptræningsforløb og foreløbig har hun overgivet sine mange officielle pligter til kronprins Frederik og prins Henrik. /ritzau/