Dronninglund

Dronninglund fik rettet op på stillingen

DRONNINGLUND:Selv om man nok kan sige, at håndboldspillerne fra Randers HH ikke spillede særlig kløgtigt i slutfasen af 3. divisionskampen mod Dronninglund i Dronninglund Hallen, så må man nu også tage hatten af for DIF’erne, der var bagud med fire mål, da der manglede fem minutter, men alligevel hentede ét point ved at spille 32-32. Det var en kamp, hvor DIF’erne gennem en meget velspillet første halvleg var bagud det meste af tiden med et eller to mål, og holdet kunne gå til pausen ved stillingen 15-16 til gæsterne. Jævnbyrdigheden fortsatte i anden halvlegs første tyve minutter til stillingen 24-24, hvor Randers-mandskabet trak fra og kom på 28-24 og bevarede denne firemålsføring til der manglede fem minutter, hvor Søren Faber reducerede til 27-30 og Anders Danielsen minuttet efter gjorde det til 28-30. Det blev 29-31 ved Tim Aagaard, hvorefter Randers svarede igen med 29-32, men så sørgede Dan Petersen med to mål og Søren Faber med et for at det ene point blev i Dronninglund for stillingen 32-32. Dronninglund er fortsat nummer otte i rækken med otte point for ni kampe. DIF’s damehold i serie 2 synes i storform og fortsatte holdets stribe af sejre, da Thise blev sendt hjem med et nederlag på 27-23, og Dronninglund-damerne fører nu kredsen klart med 15 point for ni kampe tre point foran nærmeste konkurrent. Endelig overraskede DIF’s damejuniorhold positivt, da pigerne vandt deres første sejr i turneringen og hentede to point mod Løgstør, der blev besejret med 23-21. Dronninglund er dog fortsat nummer sidst i rækken med to point - to point færre end Løgstør. OS