EMNER

Dronninglund Sparekasse får underskud

Finanstilsynet kræver ekstra nedskrivninger på 40 millioner kroner på udlån.

Finanstilsynets krav er konsekvensen af en ordinær undersøgelse af sparekassen, som Finanstilsynet gennemførte i oktober sidste år, og som tilsynet nu - som krævet af loven - har offentliggjort en redegørelse for. Finanstilsynets krav om esktra nedskrivninger på 40 millioner kroner ærgrer administrerende direktør Birger Haaning fra Dronninglund Sparekasse. - Det har været et påbud, så det er vi ikke enige med tilsynet om, og de kommende to til tre år vil vise, om de penge er tabt, siger han. Underskud Birger Haaning vil ikke kommentere, hvad det er for nogle udlån, som Finanstilsynet har krævet nedskrivninger på. Nedskrivningen på de 40 millioner kroner kombineret med udgifterne til bankpakker på 20 millioner kroner betyder, at Dronninglund Sparekasse mod forventning får underskud i 2010. Dronninglund Sparekasse er fortsat velpolstret og ligger med en solvensprocent - det vil sige egenkapitalen i forhold til risikoen på udlån og andre aktiver - på omkring 19 langt over Finanstilsynets krav på 9,31 procent. Se Finanstilsynets redegørelse her.