Aalborg

Drop bilvasken derhjemme

Kampagne fra Aalborg Kommune skal sætte stopper for, at skadelige stoffer ender i naturen

Bilvask ved håndkraft bør finde sted på særligt indrettede pladser tilsluttet spildevandsnettet, mener byrådets flertal.Arkivfoto: Bente Poder

Bilvask ved håndkraft bør finde sted på særligt indrettede pladser tilsluttet spildevandsnettet, mener byrådets flertal.Arkivfoto: Bente Poder

AALBORG:Adskillelsen af kloakvand fra toilet, køkkenvask og vaskemaskine og nedbør - den såkaldte kloakseparering - har ført et nyt problem med sig, idet spildevand fra privates bilvask via regnvandsafløb ofte ender urenset i naturen.

Og det er et problem, fordi det beskidte vand fra bilvasken vil rumme miljøskadelige stoffer fra trafikken og typisk også kemikalierester i form af sæbe, voks og andre plejemidler. Alene i Aalborg Kommune udledes der skønsmæssigt 20.000 kubikmeter urenset vand fra manuel bilvask i naturen.

Kampagne næste forår

For at mindske dét problem indleder miljø- og energiforvaltningen næste forår en oplysningskampagne, som skal få bilejere med hang til hjemmevask til at ændre adfærd, så færre vælger at vaske bil på egen matrikel.

Den primære målgruppe for kampagnen er boligejere, som i sagens natur har mulighed for at vaske bil i indkørslen.

Borgere i lejligheder betragtes som sekundære i forbindelse med kampagnen, da de formodes at gøre brug af vaskehaller eller på vaskepladser.

Samarbejde med private

Kampagnen skal gennemføres i samarbejde med autoforhandlere, tankstationer og boligforeninger, og i forvaltningen arbejdes der på at lave aktiviteter, der inkluderer lokale sportsforeninger.

Beslutningen om kampagnen blev vedtaget af byrådet i december sidste år. Et stort flertal i byrådet fandt det relevant med en kampagne for derved at hjælpe borgerne til at undgå at belaste miljøet i forbindelse med bilvasken.

Thomas Krarup (K) og Hans Peter Beck (LA) fandt begge, at byrådet ikke skal blande sig i privates bilvask på egen grund.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.