Aalborg

Drop brokkeri - kør lovligt

Tidligere formand for bilræsforeningen Striben kritiserer protestaktion

AALBORG:Fredag aften var der protestkørsel i Aalborg. Op mod 100 biler deltog i aktionen, der skulle skabe opmærksomhed omkring en flok bilentusiasters ønske om at få en bane at køre ræs på. Nu melder den tidligere formand for bilræsforeningen Striben sig på banen med kritik: - Det er dobbeltmoralsk. Jeg synes ikke, de kan tillade sig at brokke sig over, at der ikke er en bane, hvor det er muligt at køre ræs lovligt, når de samtidig ikke støtter op om de lovlige arrangementer, der faktisk bliver holdt, siger tidligere formand for Striben, Michael Pedersen. Eks-formanden henviser blandt andet til et lovligt ræs, der blev holdt på en bane i Randers i april sidste år, hvor kun seks af foreningens dengang 80 kørere dukkede op. - Jeg kan godt følge kritikken. Jeg kunne godt vælge at støtte op om foreningen, men jeg kan ikke se formålet med det. Der har været for meget fin snak og undersøgelser, uden at der er kommet noget konkret ud af det. Der er to måder at tage kampen op på, enten på gadeplan eller på skrivebordsplan, og jeg synes, der har været for meget af det sidste. Det var derfor, vi holdt protestkørslen. Vi vil gerne gøre opmærksom på, at der stadig er et problem, og at vi ønsker en permanent løsning, lyder genmælet fra en af arrangørerne bag fredagens protestkørsel, Tobias Larsen.