EMNER

Drop højre-venstre-idé

Dér, hvor alt kommer til at handle om politik, dér kan man også godt lynhurtigt finde sit tilforladelige moralske verdensbillede bekræftet og dernæst manøvrerer uden at komme til at lide under tvivlens anfægtelser.

Og i en vidtforgrenet og omsiggribende velfærdsstat, hvor politikerne har skaffet sig en ganske enkelt kolossal platform for at kunne regere land og rige efter alle deres ”gode ideer”, der udvikler der sig i ly af et passiviceret civilsamfund en kultur, som er så gennempolitiseret, at al diskussion og offentlig samtale om dette og hint ligeledes lynhurtigt gelejdes ind i den traditionelle højre-venstre dikotomi. Ellers er der nogle, der simpelthen mister orienteringen. Det gør også Paul Rode Andersen (28.5.) i et svar på min klumme fra Kristi Himmelfartsdag om demonstrationerne den 17. maj mod regeringens velfærdsudspil. Han er foruden gymnasielærer i Frederikshavn (én af Peter Michael Lauritzens venner) og medlem af byrådet for SF. Hvem kunne have gættet det!? I hans verdensbillede står Berlinmuren der stadig - eller også står Paul Rode Andersen parat med skovlen for at blande nyt beton til en genopførsel af det, som daværende DDR-chef Walther Ulbricht så poetisk kaldte ”en antifascistisk beskyttelsesmur”. Jeg mener: hvem vil ikke gerne beskyttes mod fascister?! Vi befinder os i en tid lige nu, hvor de allervæsentligste spørgsmål, der er til offentlig debat, slet ikke har med politik at gøre. I hvert fald ikke først og fremmest. Offentlige debattører med verdensbilleder lagt i regelrette politiske pressefolder – og som har været vant til og tilmed affundet sig bekvemt med, at alt handler om politik - står pludselig ansigt til ansigt med et ubrugeligt politisk koordinatsystem, hvorefter de hidtil elegant har kunnet opdele meddebattører efter deres formodede politiske observans for derved behændigt at undgå at drøfte selve sagen og indholdet. Som Poul Henningsen engang udtrykte det: ”Hvad fanden rager sagen sagen!” Da jeg for ca. 15 år siden meldte mig ind i Socialistisk Folkeparti (jeg er udmeldt i mellemtiden!) på Østerbro i København, skulle alle nyindmeldte møde op til et slags intromøde. Og som indledning til dette møde sang vi Erik Grips hjerteskærende ”Små, hjul, små hjul kan flytte store ting”. Jeg sang glad og gerne med. Det gør jeg ikke mere. Hvilket ikke er ensbetydende med, at jeg ikke – hvad jeg også tidligere har gjort opmærksom på i en klumme her i avisen – godt kan finde mange gode og brugbare ideer og tanker i det regelrette venstrefløjsprojekt. Akkurat ligesom jeg kan finde mange gode og brugbare ideer og tanker i det regelrette højrefløjsprojekt. Det er ikke et enten-eller, men både-og. Med andre ord: højre-venstre-opdelingen er gammeldags og ubrugelig til de udfordringer, vi står over for i dag. Men venstreorienterede traditionalister som Poul Rode Andersen har vanskeligst ved at møde den nye tid. De har haft alle de rigtige ideer og meninger om et bedre samfund for syge, gamle og svage, om ligestilling og ligeberettigelse m.m.m, og det er der jo i dag ingen fornuftige mennesker, der ikke er enige i. Vejen var - i hvert fald i partiprogrammerne og parolerne! – banet for et jordisk paradis, endegyldigt institutionaliseret i den danske velfærdsstat som det vel nok højeste stade af menneskelig civilisation. Men så be’r jeg – ikke Vorherre – men Paul Rode Andersen og andre ligesindede om at kaste blot et flygtigt blik på de umenneskelige vilkår, vi byder vores svageste medborgere på plejehjemmene. Eller på vores sygehuse. Vi har indtil videre kun set toppen af isbjerget. Og det er ikke personalets skyld. De gør en forbilledlig indsats, der burde lønnes i direktørskalaen. Men de kan ikke magte denne større og større opgave. Read my lips: Man kan ikke overlade al omsorg og næstekærlighed til en stat! Man kan ikke slippe af sted med fortsat at professionalisere omgangen med det ganske almindelige mellemmenneskelige ansvar. Man kan ikke via skattebilletten fjernstyre sin omsorg for sine syge, gamle og svage familiemedlemmer. Borgeren må træde i karakter og møde op ansigt til ansigt! Der skal findes en bedre balance mellem individuelt medansvar og offentlig støtte og hjælp. Jeg er ikke minimalstatstilhænger, men tilhænger af en mere ligelig fordeling af ansvar og pligter mellem civilsamfund og velfærdsstat. Er det et kontroversielt synspunkt på den traditionelle venstrefløj, så forklarer det, hvorfor den sammen med Dansk Folkeparti hører til blandt de mest forstenede og reaktionære kræfter i Danmark lige nu. Eller som den morsomme Hans Hauge engang skrev: ”SF er blot Dansk Folkeparti med en akademisk uddannelse!”.