Drop tv og læs digte

Jeg har før i disse spalter skældt ud på alle de dårlige, uintelligente, fordummende (etcetera) programmer, som danskerne strømmer til som fluerne til lorten, her forstået helt bogstaveligt, for jeg synes vitterligt, at meget af det tv, hvor alt for meget handler om mig, mig, mig; følelsesporno, navlepilleri, ingenting, er og bliver, ja, undskyld udtrykket: lort.

Dog har jeg aldrig kommet med et bud på, hvad jeg så egentlig synes, man skulle lave i stedet, så: læs litteratur. Og i erkendelse af, at der i et hvert menneske (også i denne skribent) findes en iboende trang til at ville have noget privat, fordi vi grundlæggende er nysgerrige og har en trang til at kigge ind ad nøglehullet, har jeg valgt noget, hvor temaet bevæger sig inden for rammen af det private: Nemlig en brors selvmordsforsøg og en skilsmisse. Skrevet af henholdsvis Christel Wiinblad og Lone Hørslev, der for nylig har udgivet en digtsamling hver på forlaget Hjørring i serien ”Knuth Beckers Håndtryk”. Her får du noget, der både er privat, personligt, noget, der går ind under huden og røre en uden, at det bliver for privat, fordi der netop her er kunsten til forskel i forhold til ”Sandhedens Time”, ”Paradise Hotel” , ”Jagten på Gnisten”. For de to dygtige forfatterinder har nemlig taget smerten og følelserne og omformet dem til noget, der går ud over den almindelige, ligegyldige sværmen om privatlivet. Wiinblads digtsamling ”Min Lillebror”(2008) er skrevet som en slags nedtælling til den skizofrene lillebrors selvmordsforsøg en sommerdag i 2006: "stormen har smidt/ teglsten og cykler gennem isen/ og knækket den endnu mere åben/ end de aflange flænger,/ der om fem måneder vil sidde på langs/ i begge min lillebrors håndled,/ fordi han den morgen vil tro på,/ at han virkelig mener dét,/ han har drukket sig fuld/ nok til at gøre/ for endelig at have lov til/ at tie stille,/ svimle væk". Men det er ikke bare et digt om selvmord. Det er også et digt om søskendekærlighed og om et menneske, der har det så forbandet svært, at han ikke ønsker at leve. Digtsamlingen består af syv digte, der danner det store digt. Hvert digt er dateret med en overskrift, der markerer, hvor vi rent tidsmæssigt befinder os. Digtet starter således ved lillebrorens fødsel og bevæger sig derfra i koncentriske cirkler omkring den næsten fatale dag, hvor lillebroren sender denne sms til søsteren: ”jeg ved ikke, om jeg er død og allerede i himlen/ men i hvert fald i det grønne”. (Efterskrift: Jannick Wiinblad, der er lillebroren, hvis selvmord ikke lykkedes i digtet, satte på tragisk vis selv punktum for sit liv tidligere i år.) Også skifter vi kanal. Lone Hørslevs skilsmissedigte ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” (2009) handler om alle de følelser ”jeget” (man?) har ved en skilsmisse: smerte, sorg, raseri, skyldfølelse, skam, begær, svigt; over for familien, vennerne, sig selv og børnene. Samlingen er skrevet på to måneder midt i Hørslevs egen skilsmisse og er delt op i tre dele: ”Tak for besøget”, ”Husk at gemme en smule til nissen”, der former sig som en slags dagbogsoptegnelser, og endeligt et slutdigt, der koger det hele sammen med titlen ”Giftige blomster og bær”. Digtene kører af sted i et hæsblæsende tempo med den ene association og tanke efter den anden. Et eksempel fra første del: ”har du tænkt på døden for nylig, har/ du nogensinde overvejet MORD./ Jeg har. Jeg må/ indrømme at jeg/ har gjort mig visse forestillinger i hvert fald om/ hvordan det ville være/ at hugge en køkkenkniv/ ind i en vis mands øje. Og ind i hans/ kind og ind i hans bryst og/ ind i hans pande og ind i hans hals og ind i hans arme/ og hugge hugge TIL og/ at bore den køkkenkniv ind i hans hjerte./ Jeg ved ikke om den slags tanker er normale./ Aner det ikke”. Eller som i dette digt, hvor Hørslev tager noget hverdagsligt og på en finurlig måde, får det koblet til tanker om skilsmisse: ”Der er altid hjælp at få.” Står der på www.skadedyrseksperten.dk. / At bekæmpe sin gråd, sin tørst sine drømme eller/ duer./ Fluer./ Hvepse og bier, og andet/ kryb der summer så man er ved/ at blive sindssyg, arghh” Udover at de to digtsamlinger er fantastisk skrevet og formet, er de også et meget smuk som objekt, fordi der virkelig er kræset om designet. Nu vil en eller andet nok indvende, at det der med digtlæsning i stedet for at se på tv, er noget af en omgang egounderholdning, men nej, for digte kan faktisk sagtens læses højt, ja, nogen gange bliver det faktisk bedre af at komme udover læberne. Samtidig er højtlæsning også en oplevelse i sig selv, fordi det kan give forskelligt udtryk alt efter, hvem der læser. Så der er igen undskyldning for at droppe lortet og vælge lagkagen, for selvom det selvfølgelig ikke er sandt alt det, de skriver, er det alligevel mere sandt og ægte end ”Sandhedens Time”. MARTIN GREGERSEN (f. 1988) er student anno 2007. Tidligere cafeteriamedarbejder. Politisk nørd, sportsinteresseret og generelt optaget af det samfund, der omgiver ham.