Skattepolitik

Drop udlandet

? Kan du skrive noget om regler og fælder ved at købe en ny eller brugt bil i Tyskland? Gerne med et regneeksempel på, hvor meget der kan spares på en Kia Picanto. Ved du noget om parallelimport af biler - herunder Kia Picanto? E.M. Lund SVAR: Drop det. Sådan lyder mit råd. Du kan ikke selv spare penge ved at importere en ny bil - og slet ikke en billig bil som Kia Picanto. Den officielle importør får mængderabat og andre fordele, som du ikke få ved som privatperson at købe én ny Kia i for eksempel Tyskland. Og du skal betale de samme afgifter af bilen til den danske stat. Nemlig registreringsafgift oberegnet ud fra din købspris samt importøravance på ni procent om dansk moms. I teorien kan man spare penge på at importere en brugt bil fra Tyskland og så betale registreringsafgift. Men det er et stort arbejde - både at købe bilen i Tyskland, få den transporteret til Danmark og sluttelig følger alt papirarbejdet. Og besparelsen kan du ikke være sikker på, da registreringsafgiften først fastsættes endeligt, når du har bilen her i landet. Med stelnummer og oplysninger om model, mærke, årgang og udstyr kan du få en forhåndsvurdering hos ToldSkat på en konkret bil, inden du køber den. Er der noget at spare, kan du gå videre med sagen. En mulighed er at kontakte en af de bilhandlere, som har specialiseret sig i import af brugte biler. Men de arbejder typisk med dyre tyske mærker, da de kan købe dem billigt og dermed lave en besparelse for kunderne og en fortjeneste til sig selv. Kia Picanto er så ny, at der ikke findes ToldSkat-vurderinger af afgiften ved import af denne som brugt. Men en Kia Sephia 1,5 sedan fra 1998 blev sat til en afgiftspligtig værdi af 28.000 kroner. Registreringsafgiften blev derfor knap 35.000 kroner, og bilens handelspris i Danmark altså 63.000 kroner. ToldSkats vurdering skete sidste år, da bilen var fem år gammel. En tilsvarende fem år gammel Sephia koster ved danske bilforhandlere cirka 65.200 kroner ifølge www.bilpriser.dk Altså en minimal besparelse på et stort arbejde. Endelig spørger du til min viden om parallelimport - den er lig nul, ud over ToldSkats retningslinjer. Af de 110.000 nye biler, der sælges årligt i Danmark, er kun 200 parallelimporterede, så det er meget få, der har prøvet det i praksis. Billige nyere brugte biler kan købes hos de fleste bilforhandlere, der sælger mange nye i øjeblikket og derfor tager mange brugte i bytte. Desuden kan der gøres gode køb af såkaldt uklargjorte biler, en gros-biler og lignende, ligesom der kan spares penge på bilauktioner, privathandel og ved søgning på internettet. Jo billigere pris, jo mindre garanti og sikkerhed. Men alle de nævnte former er mere sikkert en at forsøge sig i udlandet.