Dropper sag om voldtægt

Manden og kvinden havde samleje med hinanden på bagsædet af hans bil

AALBORG:En 25-årig mand fra Aalborg slipper nu for en tiltale for voldtægt af en 19-årig kvinde fra Svenstrup. Det er resultatet efter en grundig vurdering af sagen hos juristerne hos Aalborg Politi. De juridiske eksperter mener nemlig, at de ikke har tilstrækkelige gode beviser til at kunne få manden dømt for sexovergreb, og derfor er sagen nu droppet. Det ligger dog fast, at manden og kvinden havde samleje med hinanden på bagsædet af mandens bil i Svenstrup. Det seksuelle samvær fandt sted lørdag den 29. januar i år ved halv fem-tiden om morgenen. Den 25-årige erkendte således med det samme under afhøringen hos politiet, at han havde haft sex med kvinden, men forklarede, at hun ikke var blevet hverken tvunget eller presset til noget. Det var foregået helt frivilligt. Den 19-årige kvinde er af en helt anden opfattelse. Hun fastholder, at hun blev voldtaget på bagsædet af mandens bil. Det har hele vejen igennem været påstand mod påstand, og juristerne er altså kommet til den konklusion, at beviserne ikke kan bære en retssag mod manden. Det har endvidere svækket kvindens anklage, at hun i første omgang påstod over for politiet, at hun blev voldtaget bag rutebilstationen i Aars. Hun forklarede dengang, at hun blev grebet bagfra af en forbipasserende mand, som slæbte hende med bag terminalbygningen, hvor han efter hendes eget udsagn forbrød sig mod hende. Efterfølgende ændrede hun dog den forklaring til, at voldtægten var sket i vedkommendes bil i Svenstrup. Hun har sidenhen forklaret, at hun af frygt for sin mors vrede ikke havde turdet fortælle, at hun havde kørt i bil med en fremmed mand. Politiassessor Marianne Vrist, Aalborg Politi, siger, at anklagemyndigheden ikke kan bevise, at den 25-årige havde forsæt til voldtægt, ligesom den 19-årige kvinde ikke havde fysiske mærker på kroppen som følge af f.eks. vold. Det hører i øvrigt med til historien, at den 25-årige mand nu har søgt om økonomisk erstatning for uberettiget anholdelse, og dette spørgsmål ligger nu til afgørelse hos statsadvokaten i Aalborg. Han var anholdt i under fem timer og blev ikke fremstillet i grundlovsforhør.