DRs Ramasjang kom til byen
Ni-årige Sofus Brønnum stjal billedet, da DRs quiz-program RamaChancen var i Hals
Opdateret 24. maj 2022 kl. 11:36
Fire svedige børnehænder ryster svedende over de to røde quiz-knapper. Ramasjang-vært Sofie Linde spørger: "Hvilket dyr laver perler?" Bang! Mathilde knalder hånden på den røde knap og svarer korrekt. Et brøl af jubel eksploderer blandt bøger og børn på biblioteket. Ramasjangs gameshow RamaChancen er i den grad kommet til biblioteket i Hals, og Mathilde er én af fire børn, der onsdag er med i quiz-programmet, der både stiller krav til paratviden, styrke, hurtighed og kendskab til musik. To hold - en vinder Dagens to hold består af Mathilde Jakobsen (12) og Louise Hansen (12) fra Søspejderne i byen, mens Clara Justsen (11) og Sofus Brønnum (9) stiller op for badminton-klubben. Selv om Mathilde Jakobsen fra Søspejderne svarer rigtigt på perle-spørgsmålet, så er det ni-årige Sofus Brønnum, som tager de fleste point hjem til sig selv og Clara Justsen fra badminton-holdet. Han sikrer sit hold sejren ved at vinde tre ud af fem kategorier foran de 12-årige piger. - Det er rigtig sjovt. Jeg kunne slet ikke sove i nat, siger Sofus Brønnum, Han indrømmer, at han blev en smule nervøs, da konkurrencen gik i gang. De sidste par uger har RamaChancen været på byens læber, og forrige mandag var et tv-hold forbi for at filme deres badmintontræning. - De ville have, jeg skulle misse et slag, siger Sofus Brønnum og ryster lidt på hovedet som om, det ikke er noget, han lige gør. - Han er ikke sådan at slå ud, siger hans mor Malene Brønnum. Fik autografer Det gjorde de to på andenpladsen også, Mathilde Jakobsen og Louise Hansen fra sjette klasse, der blev slået af en fra tredje. - Det kan være, han har bedre lærere end os, siger Louise Hansen med et smil, inden hun sammen med alle de andre skynder sig ind for at få en autograf fra værten Sofie Linde. Uanset om der var vindere og tabere, autografer eller ej, så fik Hals i hvert fald noget opmærksomhed. - Det var en stor succes. Folk vil helt sikkert i lang tid snakke om, at nu er Hals kommet på landkortet. Og så håber vi jo også lidt, at biblioteket kan blive kendt for at være med på lidt af det hele, sådan da, siger en smilende biblioteksassistent Marianne Jensen fra Hals Bibliotek. Ramasjangs svar på spørgsmålet var i øvrigt "østers".
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.