Tyverier

Druk og ballade i spejderlejr

Ejere af sommerhuse i Lyngså træt af druk, larm og hærværk

LYNGSÅ:De købte sommerhus i Lyngså for at få en fristed midt i en unik natur. Men det er langt fra afslappede miner, man møder i området omkring spejderlejrene Hvide Klit og Klitten. Sommerhusejere, der bor tæt på lejrene, er i oprør over, at især Hvide Klit efterhånden mere har karakter af værtshus end spejderlejr. - Vi undrer os meget. Der er tale om en FDF-lejr, men om natten går det løs med druk, høj musik, hærværk og masser af ballade. Lejren bruges meget til rus-fester for unge, og det er ikke usædvanligt, at øl-bilen stiller 70 kasser øl ved hovedindgangen, når sådan et selskab ankommer, fortæller en af sommerhusejerne, Vagn Kraglund. Han og mange af naboerne har en travl hverdag og vil gerne bruge sommerhuset som et fristed, hvor de kan slappe af. Men det kan ikke længere lade sig gøre. Buldres løs - Der stilles kæmpemæssige højtalere ud på græsset foran lejren, og så buldrer det løs hele natten. De unge bevæger sig også rundt i området og trænger ind i haverne. En af mine naboer har måttet sætte et hegn op for at holde dem ude, fortæller Vagn Kraglund. Hærværk er også et problem. Affaldsspandene på stranden hives op og smides i havet, både bliver vendt eller smidt i bølgerne, og oppe ved sommerhusene smadres skilte. Hos købmand Børge Leth er butikstyveri et stort problem, og af og til smadres hans vinduer i nattens mulm og mørke. - Vi har haft problemer i mange år. Men det er blevet værre på det seneste. Det er meget sjældent, at lejren bruges af spejdere. Det kan ikke være meningen, siger Vagn Kraglund. Udlejeren har ansvaret Han fortæller, at han har kontaktet både politiet og kommunen - uden resultat. Politiet har brug for navn og adresser på ballademagerne, og kommunen har ingen kontrol over, hvem spejderlejren udlejes til. Tilsyneladende kan sommerhuseejerne altså ikke få hjælp af myndighederne. - For os at se ligger ansvaret hos Flemming Sanden, der står for udlejningen af lejren. Han siger, at han informerer lejerne om husreglerne, men så kører han hjem til Dronninglund og har ikke opsyn med, hvad der sker. Flemming Sanden må påtage sig et større ansvar for, at der er ro og orden. Og så bør han revurdere, hvem han udlejer til, siger Vagn Kraglund. Butikstyveri Købmand Børge Leth understreger, at 98 procent af dem, der gennem året bor i lejren, er søde og rare mennesker. Det er de sidste par procent, der laver al balladen. - Jeg er ærlig talt ved at være træt af smadrede skilte og vinduer. Men det værste problem er alligevel butikstyveri. Der er stort svind i butikken, selvom jeg er blevet bedre til at gennemskue tyvenes metoder, siger Børge Leth. Som eksempel på tyveri nævner han, at der på én gang forsvandt 20 par solbriller. - En anden gang undrede jeg mig over, at en kasse med Mentos var helt tom. Jeg slog det op og kunne se, at jeg havde solgt syv. De resterende 33 må være blevet stjålet. Og hvordan ser det så ikke ud med alle de andre kasser slik? Den slags er virkelig irriterende, og jeg er ikke i tvivl om, at det er folk fra Hvide Klit, der står bag, siger Børge Leth.