Kriminalitet

Druknet 16-årig obduceres

AALBORG:Det planlagte ligsyn af 16-årige Casper Sørensen, som lørdag 19. september forsvandt fra en fest i Bonnesensgade, Aalborg, og mandag blev fundet druknet i havnen ud for KMD, er udskudt til i dag, onsdag. Her skal politiet og en embedslæge holde ligsyn og sammenholde med politirapporten for at vurdere, om der kan være tale om en forbrydelse. - Det tror vi ikke, men for at være helt sikker på, at der ikke ligger en forbrydelse bag, er der bestilt en obduktion torsdag, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Henrik Beck. Grunden til obduktionen er, udover at man vil være helt sikker på, at der er tale om en ulykke, også at Casper var så ung og de specielle omstændigheder i sagen, oplyser Henrik Beck.