DSB forbereder sig på mange passagerer
Hele måneden kan du køre gratis med tog i Nordjylland - DSB sætter længere tog ind

Forberedelser til et forventeligt stor stigning i passagertallet. Foto: Martin Damgård
NORDJYLLAND:I de næste 30 dage vil der være flere passagerer end normalt hos DSB i Nordjylland. I september er det nemlig helt lovligt at køre graftis med DSB-tog inden for den nordjyske region.
På denne måde ønsker togselskabet at sige undskyld for de mange måneder, hvor jernbanebroen over Limfjorden var afbrudt.
DSB forventer, at mange vil tage imod undskyldningen og tilpasser derfor kapaciteten til den forventede stigning i det normale passagertal og øger derfor antallet af pladser i togene.
- Vi ved ikke, hvor mange flere passagerer vi får i september, men vi forbereder os på en stigning i passagertallet, siger trafikinformationschef Tony Bispeskov fra DSB.
For at kunne tage imod de flere passagerer øger DSB i første omgang kapaciteten på de tidspunkter, hvor regner med flere passagerer end normalt.
- Vi lægger ud søndag, hvor vi kører otte ekstra togture mellem Aalborg og Hjørring, fordi vi forventer, at mange vil tage toget til og fra Store Brønderslev Marked, siger han.
Mandag starter pendlertrafikken mellem hjem og arbejde, og også her forventer Tony Bispeskov, at flere vil hoppe på toget.
- Men vi ved ikke, hvor mange flere, der vil tage toget til arbejde, fordi det er gratis, siger Tony Bispeskov.
Den gratis togtur gælder dog ikke Thy-banen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.