DSB lukker service helt ned
Nu er det også slut med servicecenter - kunderne ser ud til at kunne klare sig på egen hånd
Opdateret kl. 22:56
AALBORG: 1. februar 2016 er det helt slut med DSB-service på stationen i Aalborg.
For et par år siden lukkede det store salgssted, men i en overgangsfase har DSB opretholdt et mindre servicecenter i et tidligere venterum.
Men det lukker i starten af det nye år.
DSB oplyser, at servicecentret hele tiden var tænkt som en midlertidig hjælp til mere selvbetjening. Man kan for eksempel ikke købe billetter i centret, men kun få hjælp til selv at gøre det.
Længere med Rejsekortet
På flere af landets banegårde er der oprettet lignende servicecentret, men det i Aalborg har vist sig at være det klart mindst benyttede, og derfor har DSB valgt at lukke det.
I DSB gættes på, at aalborgenserne har mindre brug for hjælp til bestilling og køb af billetter, fordi de er mere selvhjulpne. Det skyldes formentlig, at Region Nordjylland har været frontløber i at indføre Rejsekortet, der bygger på selvbetjening.
Tilbud om kursus til ældre
Kunder, der skal købe billetter eller forny deres periodekort, kan fortsat betjene sig af billetautomaterne på stationen eller gå i 7-Eleven butikken. Desuden kan man gå ind på www.dsb.dk eller benytte DSBs app til at ordne billetkøb og hente information.
I forbindelse med lukningen af servicecentret vil DSB tage kontakt til den lokale afdeling af Ældre Sagen med et tilbud om at afholde kursus for medlemmerne i at bruge Rejsekortet, automater og de øvrige digitale platforme.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.