DSB sælger gamle sandwich

Centralen, der leverer sandwich til alle DSB’s intercitytog, har fået en sur smiley.

Arkivfoto: Diana Holm

Arkivfoto: Diana Holm

Køber du en frisk sandwich på togrejsen, så skal du nok lige kigge lidt nærmere på den, før du stopper den i munden. Ifølge Fødevarestyrelsen ompakker DSB nemlig de sandwich, der ikke bliver solgt med det samme fra togenes salgsvogne. Derfor har centralen, hvor sandwichene laves, fået en sur smiley. Det skriver dr.dk. Ompakningen sker i op til tre uger. Flere anmærkninger Centralen fik ved forrige kontrolbesøg også anmærkninger omkring dette forhold. Det samme gør sig gældende for en dør, som ikke kan lukkes og et beskidt opvaskerum. Denne gang udløser manglerne tilmed to bøder på 20.000 kroner. En afgørelse, som DSB bestemt ikke er tilfreds med. DSB afviser kritik I en udtalelse på DSB’s hjemmeside siger direktør for fjern- og regionaltog, Frank Olesen: - Vi er ikke enige i kritikken af vores egenkontrol. Vi blev pålagt at erstatte gamle procedurer med nye. Det gjorde vi, men blev kontrolleret, inden den ny var helt på plads.