DSB siger farvel til 100 ansatte i administrationen

DSB skal spare penge og skærer derfor i det administrative personale. Lederne går ikke fri.

DSBs topchef, Flemming Jensen, må sige farvel til 100 medarbejdere inden månedens udgang. Foto: /ritzau/Jens Dresling

DSBs topchef, Flemming Jensen, må sige farvel til 100 medarbejdere inden månedens udgang. Foto: /ritzau/Jens Dresling

DSB skærer 100 stillinger i administrationen, svarende til syv procent af de ansatte. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Besparelserne er et led i en løbende effektivisering og i strategien om at kunne klare sig selv uden statsstøtte fremover.

DSB's administrerende direktør, Flemming Jensen, kalder det "trist" at skulle sige farvel til dygtige kolleger og begrunder samtidig beslutningen.

- DSB oplever faldende passagerindtægter samtidig med, at vi de kommende år skal levere billigere og mere effektiv togdrift, siger han.

Afskedigelserne kommer, efter at DSB også har lukket billetsalgssteder og kiosker.

Både menige medarbejdere og ledere vil blive afskediget, ligesom tjenestemænd også vil blive omfattet.

I forsøget på at reducere antallet af fyringer vil DSB tilbyde særligt gunstige vilkår til de ansatte, der vælger at fratræde frivilligt.

Senest med udgangen af januar er fyringsrunden faldet på plads.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.