EMNER

DSB skærer Danmark over ved Limfjorden

Problemer med skinnerne gør, at IC- og lyntog nu kun kører til Aalborg. Det kan medføre timelang ventetid

Varme skinner standser DSB i Aalborg
Foto: Michael Bygballe

Varme skinner standser DSB i Aalborg Foto: Michael Bygballe

NORDJYLLAND:DSB tog fredag en drastisk konsekvens af den seneste tids problemer med slidte skinner i Vendsyssel. Fra fredag middag blev samtlige fjerntog stoppet i Aalborg, så passagerer til og fra stationer i Vendsyssel skal skifte tog i Aalborg, hvis de skal rejse mellem landsdelene. Nødkøreplanen fungerer foreløbig frem til tirsdag. Beslutningen skyldes, at Banedanmark, der har ansvaret for skinnerne, flere gange i denne uge har sat hastigheden i bl.a. Nordjylland ned fra 120 km/t til 80 km/t, fordi skinnerne populært sagt risikerer at slå sig i varmen. Hver gang har det givet forsinkelser på fjerntogene, som har forplantet sig til hele landet. Bedst mulig løsning - Vi mener, at vi har fundet den løsning, der bedst muligt mindsker generne for vores kunder. Ved at indsætte tog, der kun kører mellem Aalborg og Frederikshavn, er der også større chancer for rettidige tog internt i Nordjylland, siger DSB’s driftschef Erik Christensen. Han erkender dog, at passagerer, der skal fra en station i Vendsyssel til en station syd for Aalborg, risikerer at måtte lægge en ekstra time til rejsetiden, hvis de når frem til Aalborg station lige efter, at et tog er afgået. - DSB har kun haft dårlige alternativer at vælge imellem, og vi er bestemt ikke stolte af det produkt, vi leverer i øjeblikket. Men med de muligheder vi havde, er dette den mindste ringe løsning, siger Erik Christensen. EL kræver redegørelse De seneste dages togforsinkelser har i øvrigt fået Enhedslistens folketingsmedlem Per Clausen til at kræve en redegørelse af transportministeren. - Jeg har bedt ministeren redegøre for, hvornår han forventer, at togdriften i Nordjylland bliver normaliseret, og hvad han vil gøre for at sikre den nødvendige opdatering af skinnenet og sikkerhedssystemer på de nordjyske baner, siger Per Clausen, der håber på opbakning fra de øvrige nordjyske folketingsmedlemmer.