DSB skal betale halv million til pr-bureau

Waterfront Communication skal have 500.000 kroner for arbejde udført for DSB, fastslår Østre Landsret

Arkivfoto: Carl Th. Poulsen
København 29. september 2015 12:12

KØBENHAVN: DSB er tirsdag dømt til at betale en halv million kroner til pr-bureauet Waterfront efter et omdiskuteret samarbejde, som blev afbrudt i utide på grund af omfattende kritik.

Det er resultatet af en retssag i Østre Landsret.

Landsretten har dermed ændret på den afgørelse, som Retten i Glostrup kom med i maj sidste år.

Her blev DSB dømt til at betale cirka halvanden million kroner til Waterfront Communication A/S.

Holdt kritisk journalist beskæftiget

Samarbejdet er blevet stærkt omtalt i offentligheden. Det viste sig nemlig, at DSB betalte Waterfront for at holde en bestemt journalist, Lars Abild, beskæftiget, så han ikke kunne skrive kritisk om selskabet.

Direktøren i Waterfront sendte på et tidspunkt en mail til en daværende underdirektør i DSB med informationer om journalistens helbred.

Waterfront erkendte senere at have overtrådt straffeloven og indvilgede i at betale en bøde.

På et tidspunkt kunne DR Nyheder afsløre, at Waterfront havde udarbejdet profiler om flere folketingsmedlemmer for DSB.

DSB betalte Waterfront for såkaldt samfundsrådgivning.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...