Gymnasiale uddannelser

DSU frygter for gymnasieelevernes fremtid

Økonomien forringes når gymnasierne overgår til staten, mener unge socialdemokrater.

NORDJYLLAND:Gymnasieeleverne taber på strukturreformen. Det mener Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU. Mens ledelsen på Handelsskoler og Tekniske skoler i øjeblikket glæder sig over, at det almene gymnasium også kommer under den statslige hat, er holdningen lige modsat blandt de unge DSU-ere. Fra august næste år bliver gymnasierne selvejende under staten, og skal finansieres efter taxameterprincippet, med stramt styret betaling for hver enkelt elev, uden hensyn til geografiske og sociale forskelle. - Det er det selv samme taxameterprincip, som i mange år har forringet økonomien på landets tekniske skoler og handelsskoler, og vi frygter at turen nu er kommert til gymnasierne, siger Jacob Bjerregaard, forbundsformand i DSU. Han mener, at den nye struktur for gymnasierne, åbner en ladeport for fremtidige forringelser af gymnasier og HF. De unge socialdemokrater frygter især, at mange små gymnasier må lukke, fordi de ikke kan få økonomien til at hænge sammen.