DT 104-smittede kyllinger aflives

Aars 3. september 2002 08:00

AARS: Onsdag begynder aflivningen af 22.000 kyllinger fra en besætning ved SSrs, hvor en rutinemæssig undersøgelse op til weekenden afslørede tilstedeværelse af den multiresistente salmonellabakterie DT 104. Beslutningen om nedslagning er truffet i Fødevareministeriet, der ikke ønsker at løbe nogen risiko for at få de sejlivede bakterier spredt til slagteri og forbrugere. Sygdomme, forårsaget af baktierne, kan kun vanskeligt bekæmpes, idet den tåler en lang række antibiotika. DT 104 er sjælden og ikke tidligere fundet i Nordjylland, oplyser veterinærchef Per Schaap, Fødevareregion Nordjylland. Besætningen mister nu sin elitestatus, som har betydet færre kontrolbesøg. Den kan generhverves, hvis de følgende seks hold kyllinger er smittefri, d.v.s om et år. Indtil da skal Fødevaredirektoratet foretage en særlig godkendelse af hvert hold kyllinger, inden det sendes til slagtning. Når kyllingehusene er gjort rene efter nedslagningen, skal arbejdet godkendes af fødevareregionen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...