EMNER

DTFs franske fristelser

Medarbejderne fik stort set lov til at bestemme indretning af ny afdeling

HJØRRING:- Jamen, kan vi så ikke få franske altaner og ovenlys, lød meldingen på et udviklingseminar i Berlin for de ansatte i DTF-Travels marketingsafdeling. Hele afdelingen skulle flytte i et nyt 550 kvm stort lokale på øverste etage af DTF-Travel i Markedsgade, og ledelsen havde inviteret de 19 ansatte på tur i en kæmpe konferencebus for at få gode ideer til indretningen. De "vilde" ideer flød i en lind strøm, og den nye afdeling er derfor i høj grad et medarbejderprojekt. Vel hjemkommet fra Berlinturen fik arkitekt Steen Madsen fra Finn Østergårds tegnestue nemlig alle forslagene fra fire kreative arbejdsgrupper, der havde fået besked på bare at lade fantasien løbe uden at tænke på pengene. Der var naturligvis en økonomisk ramme for indretningen af den nye afdeling, men mange af de "vilde "ideer gik igennem. - Vi troede ikke, at vi ville få altanerne, som er helt nye, og ovenlysvinduerne, men det fik vi, siger en glad marketingschef Søren Idun. I går eftermiddag inviterede marketingsafdelingen så kollegerne på intern reception, så de kunne se det åbne kontorlandskab, prøvesidde det kreative sofahjørne med bibliotek og se "pralevæggen", hvor specielt gode marketingsforslag til annoncer og brochurer er blevet hængt op til glæde, men også til inspiration for de ansatte. Kollegerne fik også lov til at lege med marketingsafdelingens grafiske computerprogrammer og deltog i en konkurrence om gode overskrifter. De bedste overskrifter bliver brugt i DTF Travels markedsføring. Karin Wenzel er medarbejder i marketingsafdelingen. Hun er som sine kolleger kommet med ideer til den nye afdeling og er begejstret for de nye rammer. Hun har haft en finger med i spillet helt ned i småtingsafdelingen. - Jeg bestemte, hvor alle vore lysdæmpere skulle sidde, siger hun med et grin. I et kriseramt rejsemarked er der stadig voldsom vækst hos DTF Travel. For et år siden havde marketingsafdelingen otte medarbejdere. I løbet af ét år er den blev udvidet til 19, og så var en flytning påkrævet. Naboen arbejdsformidlingen afgav 500 kvm plads på øverste etage, og så kunne HP Huse gå igang med nyindretningen. - Det er vigtigt med et åbent kontorlandskab, hvor ideerne nemmere kan flyve fra den ene medarbejder til den anden. Jeg er den eneste, der har et glasbur som kontor. Det er naturligvis blevet døbt akvariet, så vi skal have sat en fisk op på ruden, siger Søren Idun, der forventer, at den nye indretning vil sætte ekstra dynamik i en afdeling, der i forvejen har fart på.