Du bliver overvåget i trafikken

Fire nye web-kameraer i Aalborg holder øje med kødannelserne

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kryd­set Ho­bro­vej/Stationsmestervej, man­dag ved 14-ti­den: Tra­fik­ken er end­nu til at over­skue.

AALBORG:Bilisterne i Aalborg bliver i stigende grad overvåget af web-kameraer. Senest er der anbragt fire kameraer på Hobrovej, der skal overvåge trafikken, mens der er vejarbejde på den stærkt trafikerede indfaldsvej. I forvejen holder en stribe web-kameraer øje med trafikken på Limfjordsbroen, ved Limfjordstunnelen og motorvejene omkring. - Det er meningen, at det skal hjælpe trafikanterne til at danne sig et overblik, inden de kører af sted. Det siger noget mere end røde og grønne streger på et kort, forklarer ingeniør Rene Hollen Pedersen, Aalborg Kommune. Tallene viser da også, at der er stor interesse blandt brugerne. I snit klikkes der ind på web-kameraerne ved Limfjordsbroen/Limfjordstunnelen 4000 gange om måneden. Om samme interesse kommer til at gælde de nye kameraer på Hobrovej i krydsene ved Skalborg Bakke (Ny Nibevej/Indkildevej), Stationsmestervej og Nibevej er uvist. Men de er sat op for at lette trafikanternes overblik over kødannelsen. Senest i forbindelse med vejarbejdet ud for McDonald’s og Thøger Larsens Vej. Og kameraerne får lov at snurre videre, selv om vejarbejdet snart er færdig. Der venter nemlig yderligere to etaper vejarbejde. Blandt andet skal der på Hobrovej laves to markerede vognbaner i begge retninger og en forlængelse af højresvingsbanen nordpå ved Indkildevej. Arbejdet er først færdig i 2008, og indtil da ventes der med mellemrum at opstå kødannelser. - Men tanken er egentlig, at kameraerne skal have lov at blive der fast, når vejarbejdet er færdig. Vejen er nemlig generelt meget trafikeret, siger Rene Hollen Pedersen, Aalborg Kommune. Selv om billederne er skarpe, skal de ikke bruges til at snage i, hvad bilisterne laver bag rattet. - Kameraerne er placeret på så lang afstand, at man ikke kan se, hvad folk foretager sig, og det er heller ikke meningen, at billederne skal bruges til bevisførelse. Vi gemmer dem slet ikke. I det øjeblik billederne er vist, forsvinder de igen, bemærker ingeniør Rene Hollen Pedersen. Aalborg Kommune har dog anmeldt overvågningen til Datatilsynet, som har sagt god for projektet.