Du danske sommer, jeg elsker dig...

Sig ordet sommerferie, og de glade billeder vælter frem på nethinden. Det er skønne badeture og sol i klitterne. Det er lune aftener med grill på terrassen og jordbær til dessert. Bare ikke lige i år. Badevandet kæmper flere steder med at nå de samme temperaturer som i maj, og solbadere har været henvist til solarier. Gennemblødte grillkul er svære at holde liv i, og jordbærrene rådnede væk. Juni blev den vådeste i vejrhistorien, og regntiden er fortsat ind i juli. I fem uger fra 13. juni til 18. juli 2007 er der på landsplan faldet lidt over 190 millimeter. De 190 millimeter skal sammenlignes med, at der normalt falder omkring 75 millimeter i perioden. Ifølge DMI har vi altså modtaget 255 procent af, hvad vi gennemsnitligt gør. For charterbranchen er de mange centimeter vand naturligvis en god nyhed. Rejsebureauerne kan melde om danskere, der nærmest er parate til at rejse til verdens ende, hvis det betyder solskinsgaranti. For de hjemlige turisterhverv er sagen anderledes. Flere campingpladser har for eksempel meldt om gæster, der rykker telte og campingborde op før tid og kører deres vej. Og vejret har også sat gang i bekymringen for, hvad de regnvåde ferieminder vil betyde for både danskernes lyst til at bruge næste sommerferie i fædrelandet og de udenlandske turisters lyst til at komme igen. Ikke mindst fordi tyskerne, som er den største turistgruppe, efter år med nedgang endelig er begyndt at vende tilbage. Så hellere Kroatien En af dem, der kan mærke effekten af den elendige sommer, er Fårup Sommerlands direktør, Søren Kragelund, der samtidig er formand for Foreningen af Friluftsparker i Danmark. I skrivende stund må han pumpe vand væk fra Fårup Sommerlands parkeringsplads hver anden dag. - Ellers kører bilerne fast. Det er jo fuldstændig som Roskilde Festivalen, lyder meldingen fra det nordjyske. Fastkørte biler er blot et af problemerne. Et andet er, at der går færre mennesker gennem tælleapparaterne både hos Søren Kragelund og de andre friluftsparkdirektører. Det dårlige vejr kan godt mærkes, selv om Fårup Sommerland kommer igennem med skindet på næsen og stadig kan nå at rette op på resultatet med en god sommeruge. - Det ville være så dejligt for dansk turisme, hvis alle kom til at tjene nogle penge, og næste år kunne alle lave noget af endnu bedre kvalitet. Det er jo den gode positive cirkel, så det er virkelig synd, hvis det kommer til at gå skidt. Men Søren Kragelund er ikke kun bekymret for virkningerne i år. Det værste ved vejret er, at det kan smitte af på næste års omsætning - og ikke kun i friluftsparker. - Jeg tror, der er mange gæster, der kommer og oplever det danske sommervejr og bliver kede af det. Næste år synes de ikke nødvendigvis, at det er helt så sjovt at holde ferie i Danmark. Som tysker kan det godt være, at man tænker, at det så bliver Kroatien eller et andet sted. 2007 er jo ellers et af de allerbedste år nogensinde. Her i Nordjylland er der stort set udsolgt på sommerhuse, hoteller og campingpladser. Jeg kan ikke huske, at der har været så travlt før. Og det er godt nok synd for de mennesker, der kommer op og får et grimt chok, siger han. Hos VisitDenmark, eller Danmarks Turistråd, som det tidligere hed, er man dog knap så pessimistisk. Sidst, turisterne havde mere brug for gummistøvler end badedragt, var 2004, hvor sommeren bød på flere byger end normalt. Hvis man sammenligner antallet af tyske sommerhusgæster, kom der godt nok færre i 2005 end i 2004. Men den udvikling var startet allerede tidligere og havde formentlig mere med den skrantende tyske økonomi at gøre. Også blandt nordmændene var der en markant nedgang i dem, der valgte at bruge sommeren 2005 i et dansk sommerhus, men analytiker Kresten Rømer Laursen fra VisitDenmark tvivler på, at manglende solskin var årsagen. - Det kan ikke tilskrives vejret, for så ville vi også have set et fald i antallet af norske campister. Men det tal steg faktisk, og camping er endnu mere vejrfølsomt end et sommerhusophold, siger han. 15 procent er mange VisitDenmark bygger også optimismen på en analyse, der blev lavet i efteråret 2004. Den viste, at kun 15 procent af de danske turister tillagde vejret betydning for, om sommerferien det følgende år skulle holdes i Danmark. Hvad udlændingene mente, melder undersøgelsen ikke noget om, men hvis et lignende antal vælger Danmark fra på grund af vejret, vil det selvfølgelig også have stor betydning for det danske turisterhverv. - 15 procent er mange, hvis de virkelig blev væk. Det ville være meget alvorligt. Hvis bare fem procent blev væk, så ville det være kritisk, siger Kresten Rømer Laursen. Så galt tror han dog ikke, at det kommer til at gå, selvom masser af turister har måttet rejse hjem igen med minder om koldt regnvand i stedet for varmt badevand. - Hvis man har ligget i vand i sit telt, så tænker man måske “Det gider jeg fandeme ikke igen”. Men jeg tror ikke, at det får den store betydning. Danmark er da dejligst, når solen skinner, men når folk rejser hertil, så er det ikke for at komme på solferie. Det er måske mere en tur til Legoland, det handler om. Folk vælger blandt andet Danmark, fordi det er sikkert og børnevenligt, siger han.