Du er ikke alene

Stadig flere danskere lufter uhæmmet deres privatliv i busser og tog eller opfører sig, som om de var hjemme, selv om de sidder i biografen eller på en restaurant. Men takt og tone i det offentlige rum er ikke bare en småborgerlig dyd, man kan blæse

Der bor en pæn dame syd for København, som fletter sit lange hår i S-toget de morgener, hvor hun har følt det nødvendigt at vaske det. Hun spejler sig i glasruden mellem kupeerne - tilsyneladende uden overhovedet at ænse de mennesker, der sidder og står rundt om hende. Nogle kigger ud, andre i avisen, mens enkelte nytilkommere forbløffet betragter hende gøre sig færdig, iføre sig sit overtøj og sin taske og spadsere ud på Nørreport - klar til at møde på arbejde. Hvad vi tænker om at skulle overvære dette morgentoilette, betyder åbenbart ikke noget for hende. Vi er ikke mere værd end de våde håndklæder hjemme på badeværelset. Skellet mellem det private og det offentlige har - i hvert fald for nogle - tilsyneladende rykket sig. Det er ikke længere et særsyn, at folk lægger makeup, skændes med kæresten, bagtaler kolleger eller beretter højlydt i mobiltelefonen om deres kolossale tømmermænd, mens vildtfremmede mennesker tvinges til at se og lytte med. Ikke alle sætter dog pris på den bramfri selvudfoldelse. Konsulent Sanne Udsen er én af dem, der godt kunne tænke sig lidt mere takt og tone i det offentlige rum. - Det er som om, folk ikke tager deres egen adfærd så alvorligt mere. Som om omverdenens mening betyder mindre for én, end den har gjort tidligere. Det kan der selvfølgelig være en befrielse i, for det er skrækkeligt at skulle gå rundt og spekulere på, hvad andre tænker. Men jeg synes også, der er et tab i det, som går lidt ud over os alle sammen. Blinde og døve Sanne Udsen har netop lagt sidste hånd på bogen "Takt og tone i tiden", der blandt andet beskæftiger sig med, hvordan vi bør opføre os over for hinanden, når vi ikke er hjemme. - Jeg synes, det er irriterende, når folk ikke respekterer, at der er andre omkring dem. Som om alle andre var blinde og døve. Jeg tager for eksempel tit toget til Esbjerg, og der kan man så sidde og følge mere med i folks samtaler, end man har lyst til. En gang lykkedes det mig at lære udenad, hvad alle tjente i en bestemt SiD-afdeling. Tænk, hvis jeg oven i købet havde haft noget med den afdeling at gøre, siger hun. At opføre sig ordentligt, når man er ude blandt fremmede, handler om at tage hensyn til andres behov, mener Sanne Udsen. - I tidligere tider, og jeg ved ikke helt, hvornår de holdt op, gjorde man meget ud af, at der var regler. Man måtte ikke spise udenfor, og en dame måtte ikke ryge på gaden (nu kan en dame jo kun ryge på gaden). Der var mange ting, man ikke gjorde, for den slags kom ikke folk ved. Det var en blottelse af én selv og ens intimsfære, og når man lærte disse regler, var det ikke så meget af hensyn til omgivelserne, som af hensyn til ens egen værdighed. Når du så ikke længere har nogen, der siger til dig, at du ikke kan gå med jogging-bukser på gaden, for det er for pinligt, så er det man må sige: "Jamen, så tænk dog på de andre. Skal de virkelig udsættes for det syn?". - Det kræver jo heller ikke den store empati at regne ud, at andre ikke bryder sig om at se dig sidde og pille næse eller klø dig i øret eller spise flæskesvær. For meget frisind Nogle vil måske indvende, at hårpleje, løst tøj og flæskesvær er en naturlig del af at være menneske og derfor ikke bør kunne genere nogen. Men Sanne Udsen mener, det danske frisind er gået for vidt. - Det er, som om folk ser en modsætning mellem at være formel og hjertelig. Men ofte er det jo lige omvendt. Det er for eksempel hjerteligt at tage sig høfligt af andre mennesker, også selv om man ikke kender dem. Hvis du er dansker og kommer til et selskab, hvor du ikke kender nogen, så er det jo den rene elendighed. Her taler vi sørme ikke med nogen, vi ikke er blevet præsenteret for. Og da vi samtidig ikke forventer at blive præsenteret, for det er jo alt for formelt, så taler vi ikke med nogen. Det er fuldstændig gakket. Det er svært at gøre noget ved folk, der er uhøflige, ikke mindst fordi, det anses for uhøfligt at gøre andre opmærksomme på, at de er det. Derfor er dannelse noget, der skal ind med opdragelsen, mener Sanne Udsen. - Jeg synes, de gør det godt i skolerne på den måde, at de forsøger at give dem en social kompetence og forståelse. Men problemet er måske netop, at man skal forstå hele tiden. Man skal være motiveret. Det, skolerne gerne vil have (i den ideelle verden), er nogle børn, der opfører sig godt, fordi de har lyst til det. Men de er altså også ind i mellem nødt til at opføre sig godt, uanset om de har lyst til det eller ej. Civiliseret adfærd er jo netop unaturlig. Det er vigtigt at huske. Der er regler, man skal følge, fordi det skal man. Visse ting er private Lektor Ove Korsgaard fra Danmarks Pædagogiske Universitet er enig med Sanne Udsen i, at det i dagens Danmark kan være nødvendigt igen at tale om, hvordan vi skal opføre os over for hinanden. Ikke i familien eller blandt venner, men når vi færdes i det samfund, vi alle sammen er dybt afhængige af. - Vores demokrati bygger på en opdeling mellem det at være privatperson og så at være borger. Vi er ikke borgere hjemme - kun i det offentlige rum. Selvfølgelig sker der ændringer over tid, og skillelinien mellem offentligt og privat ændrer sig. Men vi skal ikke stræbe efter at sløjfe den, for det vil gøre demokratiet til en vanskelig sag. Ove Korsgaard nævner som et påtrængende eksempel nogle menneskers behov for at markere religiøse overbevisninger meget kraftigt i det offentlige rum. - Det hører med til demokratiet, at religion er en privatsag. Man har ret til at gå sammen i foreninger, kirker og menigheder, men ikke pligt til det, som før i tiden. Det skel mellem religion og politik var et meget stort fremskridt, men i dag spiller religion en langt større rolle i det offentlige rum, end det gjorde for 20 år siden. Dermed mener jeg ikke nødvendigvis, at vores politiske fællesskab er truet. Men vi er nødt til at fastholde en "borger"-rolle, der er anderledes end både privatrollen, klientrollen, forbrugerrollen og så videre. Vi skal kunne være fælles uanset religion, seksuel orientering eller etnisk baggrund. Dit eget ansvar At være fælles om demokratiet indebærer et ansvar for, at den offentlige orden opretholdes, mener Ove Korsgaard. Det betyder blandt andet, at man godt må opdrage på hinanden og for eksempel bede folk om at tage fødderne ned fra sædet, tie stille i biffen eller holde deres børn i ro. - Jeg vil nødig fremstilles som snerpet. Jeg synes, folk generelt gør det meget godt. Men vi kan alligevel godt blive bedre til at omgås hinanden og diskutere uenigheder, lige som vi skal værne om vores modstanderes ret til også at få et ord indført. Vi er alle sammen forskellige, men vi skal være i det samme samfund. Ove Korsgaard mener, der kan være en tilbøjelighed til at fokusere for meget på ens egne behov og for lidt på fællesskabet. Man insisterer på sin egen ret, men synes ikke, andres mening kommer én ved. - At tro, at retten til selvudfoldelse bare er noget, man har, er en fuldstændig forkvaklet opfattelse. Autonomien garanteres jo netop af fællesskabet. Af demokratiet, siger Ove Korsgaard. Han mener, at offentlig orden i virkeligheden er noget, vi danskere først skal til at lære. - I Danmark har vi siden 1864 af gode grunde været meget orienterede mod det kulturelle fællesskab, der binder os sammen. I andre lande lægger man mere vægt på civilisation - på en offentlig kultur præget af visse høflighedsnormer. Dér er udgangspunktet, at man er forskellige, mens vi har den holdning, at "vi er alle sammen danskere, vi er alle sammen grundtvigianere, vi hører til den samme stamme, og derfor behøver vi ikke være høflige over for hinanden". Når der så kommer fremmede ind, er fanden løs. - Vores fokus på kultur har været en stor succeshistorie, men det er det ikke længere. Vi savner redskaberne til at omgås i det offentlige rum, når der er flere kulturer, og derfor står vi opdragelsesmæssigt over for nye udfordringer. Dem er vi nødt til at sætte ord på, siger Ove Korsgaard. Kilde: Sanne Udsen i "Takt og tone i tiden". Sanne Udsen er har skrevet to bøger om takt og tone: "Takt og tone i arbejdslivet" (2002) og "Takt og tone i tiden", som udkommer marts 2004 på forlaget Aschehoug. Sanne Udsen er cand. polit og ejer konsulent-firmaet Udsen Consulting, som hun startede i 1999. Yderligere oplysninger på www.udsen.dk Ove Korsgaard er lektor på Institut for Pædagogisk Filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitet og har blandt andet forsket i demokrati, dannelse og medborgerskab. Flere oplysninger på www.dpu.dk.