Du har spildt et år - ryk tilbage til start

Der er plads til og brug for alle, der vil være med og tage fat på de store opgaver, der ligger umiddelbart foran os. Hun holder en kunstpause og sætter så stødet ind. - De, der ikke vil være med, må blive hjemme. Så selvsikkert optrådte Helle Thorning-Schmidt i sin sejrstale for lidt mere end et år siden. Især den sidste linje vakte opsigt og markerede, at Helle Thorning-Schmidt havde besluttet sig at bruge sin sejr til at lægge sin egen linje uden navlepillende hensyn til den tabende (venstre)fløj. Med andre ord inddæmmede den selvsikre formand én gang for alle det sumplandskab, hvor socialdemokrater bruger lige så meget tid på besværlige forhandlinger med hinanden som med Folketingets andre partier. Troede hun. For per denne uge er Helle Thorning-Schmidt tilbage i det politiske kanonbådsdiplomati, der år efter år har kendetegnet Socialdemokraterne. Helle Thorning-Schmidt måtte æde sine ord fra tiltrædelsestalen. I hendes nye kompromisledelse er højre- og venstrefløjen ligestillet. Fredsaftalen med Socialdemokratiet Classic - legemliggjort i den røde varmemester fra Odense, Carsten Hansen - er kun det sidste skridt på Helle Thornings lange rejse tilbage mod sit udgangspunkt. Bag facaden har brydekampen med venstrefløjen varet, siden hun blev formand. Udrensningen Det begyndte ellers efter planen. Bortset fra Mette Frederiksen var Helle Thorning-Schmidts oprindelige ledelsesteam renset for Frank Jensen-støtter. De tunge ordførerposter tilfaldt hendes egne folk, mens venstrefløjens folk blev rykket ned mod bagerste række. Den nordjyske maskinarbejder Bjarne Lausten blev fyret for åben skærm, da han fastholdt partiets hidtidige efterlønslinje. Carsten Hansen røg som boligordfører, efter at den nye formand havde? inviteret? alle gruppemedlemmer til noget så nyt og managementagtigt som en medarbejdersamtale. Nu var Helle Thorning-Schmidt klar til at? forhandle regeringen ud af kontorerne?, som hun havde lovet i valgkampen. Problemet var bare, at hverken regeringen eller partiets venstrefløj havde tænkt sig at lade hende forhandle nogen som helst (andre end måske sig selv) ud af noget kontor. Det første varsel om, at Helle Thorning-Schmidts plan havde huller, kom allerede måneden efter, i maj 2005. Samtidig med at Helle Thorning-Schmidt og Marianne Jelved klagede til statsministeren over, at regeringen nægtede at forhandle, indgik den nye skatteordfører et forlig om et nyt skattecenter. Aftalen blev umiddelbart efter forkastet i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Anders Fogh Rasmussen greb hurtigt lejligheden til at sætte de første streger på tegningen af en uerfaren leder, som ikke er ordentligt klædt på til den vindomsuste politiske virkelighed. En croquistegning, som regeringen med stor ildhu har tegnet videre på, hver gang Helle Thorning-Schmidt er snublet. Venstrefløjen rumler Helle Thorning-Schmidts ønske om at føre midterpolitik med konkrete politiske aftale på trofæhylden havde lidt sit første knæk. Helt galt gik det dog først med integrationsforliget, da Socialdemokraterne sagde ja til at file på en af partiets kronjuveler, kontanthjælpen til de svageste. Her havde integrationsordfører Anne Marie Meldgaard taget ledelsen i ed - men forliget blev flået fra hinanden i folketingsgruppen. Denne gang vaklede Socialdemokraterne i fuld offentlighed, og der var ingen regering at skyde skylden på. På det tidspunkt stod det klart for ledelsen, at den hårde stil skabte problemer. Venstrefløjen ville føre oppositionspolitik på socialdemokratiske mærkesager, og den havde både vilje og styrke til at spænde ben. På sommergruppemødet snakkede partierne mistilliden igennem, og grunden lagt op til en mere forsonlig linje. Det gav ro om Helle Thorning-Schmidts arbejde med den tabubelagte efterløn - endnu en ydelse, som hun og resten af reformfløjen var parat til at gå i kødet på. Samtidig holdt hun en tale på kongressen, der blev opfattet som klassisk socialdemokratisk, og som høstede ros hos nogle af hendes argeste modstandere på partiets venstrefløj. Helle Thorning-Schmidt var godt på vej tilbage mod midteraksen. Derinde hvor Mogens Lykketoft med succes var gået i spagat og havde skabt ro mellem fløjene som sin største formandsbedrift. Partiet fremstod mere samlet end længe. Kort efter vandt Socialdemokraterne kommunalvalget, en sejr som Helle Thorning-Schmidt trods dårlige landsmålinger kunne sole sig i efter en landsturné med kameraer i hælene. Lykken varede imidlertid kort. De seneste måneder Efter nytår bliver Socialdemokraterne ramt af Muhammed-krisen. Linjen flakker fra starten. Svend Auken tordner mod Fogh, mens Helle Thorning-Schmidt taler om borgfred og samling. Partiet tager endnu et dyk ned mod et historisk lavpunkt. Krisen strammer til, og der er røre i partiet. I Socialdemokraternes ledelse vokser uenigheden om, hvordan krisen skal tackles. Rollerne er i mellemtiden byttet om. Partiets toneangivende fortaler for at føre politik en kilometer til højre for Anker Jørgensen, finansordfører Henrik Sass Larsen, vil skifte kurs. Belært af de dårlige erfaringer med at forhandle uden opbakning fra en samlet folketingsgruppe taler han nu for en yderligere tilnærmelse til de gamle Frank Jensen-folk. Politisk ordfører Lotte Bundsgaard sætter spørgsmålstegn ved, hvor mange indrømmelser, man kan give uden at tabe det nye projekt på gulvet. Det ender med, at Henrik Sass Larsen kontakter Carsten Hansen, som dermed bliver den officielle leder af venstrefløjen. En figur, ikke alle på den kant ville pege på, hvis de havde været førstevælger. Alligevel lykkes det at skabe en relativ ro og enighed om partiets oplæg til velfærdsforhandlingerne, et nyt visionsprogram og en ny skattepolitik - med regeringens skattestop sluger partiets venstrefløj en trepuklet kamel, for på internettet findes talrige læserbreve, hvor de kalder skattestoppet et asocialt stykke minimalstat-af-bagdøren. Venstrefløjens pris er, at der skal ændres på holdopstillingen. Det kritiske blik samler sig om politisk ordfører Lotte Bundsgaard. Det er den fynske stemmesluger, der dag efter dag står i medierne og roder rundt i partiets dårlige meningsmålinger uden rigtigt at komme ud af stedet. De seneste uger For tre uger siden går Helle Thorning-Schmidt til Lotte Bundsgaard og fortæller, at hun gerne vil skifte hende ud som ordfører, men gerne beholde hende i ledelsen. Lotte Bundsgaard siger blankt nej. I de følgende tre uger forsøger Helle Thorning-Schmidt at overtale en af sine allernærmeste i partiet til at gå - samtidig med at hun udadtil fastholder en indædt opbakning til sin politiske ordfører. Lotte Bundsgaard står fast på, at hun er den rigtig ordfører, og at politikken ikke har været klar. Det er den nu, og derfor ville det være meningsløst og et svaghedstegn at lege stoleleg om partiets topposter. Imens fastholder Henrik Sass Larsen både kontakten til Carsten Hansen og sit mål om at gennemføre en rokade. Carsten Hansen skal være gruppeformand. Også selv om han langt fra er på håndbajer med hele venstrefløjen. Magtbalancen er langt fra sikret, vurderer flere centrale aktører på det tidspunkt, men det er bedre end ingenting. Nu Resultatet kom på tekst-tv tirsdag. Lotte Bundsgaard vælger at tale åbent om sin uenighed med Helle Thorning-Schmidt. I svingdøren leverer hun en barsk karakteristik af tankegangen bag fyringen, og den ukuelige optimisme på Socialdemokraternes vegne er forduftet fra ansigtet på Danmarks hidtil yngste minister. En anden trofast støtte, Klaus Hækkerup - der for et år siden lagde kontor til de møder, hvor Helle Thorning-Schmidt blev kørt i stilling som formand, men nu føler sig snydt for en angiveligt lovet statsrevisorpost - siger uden omsvøb på gruppemødet, at han ikke længere har tillid til ledelsen. På den anden fløj er det småt med jublen over Carsten Hansens katapultforfremmelse. Den eneste person, der på alle måder står styrket, er Henrik Sass Larsen. Den forholdsvis ukendte kandestøber er i alliance med Carsten Hansen og har erobret en effektiv platform som partiets allroundordfører. Helle Thorning-Schmidt står til gengæld uden Lotte Bundsgaard som brobygger i et parti, der altid synes bedst til at grave. Man kan også udlægge situationen, som Socialdemokraternes nye gruppeformand gjorde det et par dage efter. Med indirekte henvisning til den selvsikre, blitzbadende formand fra i fjor konstaterede Carsten Hansen, at det nu skal slås fast, at der? ikke er nogen Messias i Socialdemokratiet.? Så langt er Socialdemokraterne tilsyneladende enige. Problemet opstår naturligvis, hvis man i mellemtiden er kommet så langt ud i ørkenen, at en frelser er ens eneste redning.