Du lurer ... jo du gør

Har du kastet et blik ind i fremmede menneskers stue, fordi du kunne se, at der var lys? Har du bladret ukendte menneskers billeder igennem på Facebook? Eller har du haft fornøjelse af at læse et personligt brev, som ikke var til dig? Ja, så

Troels Donnerborg
Anne Eskildsen samler sedler og breve op fra fortovene på Vesterbro. Foto: Casper Christoffersen, Scanpix
Aalborg 6. september 2009 06:00

På en trappesten i København sidder to mænd og taler sammen på et fremmed sprog. De nidstirrer fortovet og kigger først op, da pigen med de lyse krøller går forbi. Hun er iført sorte jeans, en hvid t-shirt, grønne Conversesko og et blik, der er sømmet i jorden. Hun roder med skoen i kanten af fortovet. Knækker i knæene. Bukker sig. De to mænd kigger på hinanden og så tilbage på hende. Hun samler en post it seddel op og folder den ud med strittende fingre, og den ene mand løfter øjenbrynene. Hun børster lidt skidt af sedlen og gnider tommelfinger mod pegefinger og langemand for at få støvet af. Så tager de øjnene til sig. Hun smider sedlen igen. De taler videre. Og så opdager hun dem. - Ja, der er ind imellem nogen, der kigger lidt, siger hun med et lille fnis og går videre. “Found” bevægelsen 25-årige Anne Eskildsen har travlt med at skrive speciale i biologi, men hendes hobby er at lede efter noget, hun ikke ved, hvad er. I 2003 fortalte hendes bror Kristian, at han havde læst et interview med Davy Rothbart, den amerikanske grundlægger af bevægelsen ”Found”, som siden 2001 har udstillet fundne breve, noter, fotografier i magasiner, bøger og på nettet. Hun var fascineret af konceptet med det samme, da hun så hjemmesiden, og hun begyndte på sin nye hobby på vej i skole. Hun fandt indkøbssedler, boner, reklamer og var ved at opgive at finde noget godt. Men så en dag så hun noten fra Carlitos. ”Ya my friend!” Is this ya new place??? Enjoy the sun today. Carlitos.” - Det var den første personlige seddel, jeg fandt. Og jeg tænkte alt muligt. Er den blevet sat op på en dør, eller hvad kan det være? Og hvorfor ligger den her? Det var bare en underlig seddel. Er du min ven? ”Enjoy the sun today” blev hendes nye motto. Og hun begyndte at fantasere om, hvem der kunne have skrevet den og hvorfor. I dag har hun svært ved at gå en tur, uden at lade øjnene skanne fliserne. - Det er altid lidt uforløst at finde noget, som er skrevet af nogen, man ikke kender, siger hun. - Men på en måde er det også lidt poetisk. Det er grundlæggende lidt forkert og forbudt at rode i andre menneskers private breve. Men du får bare sådan et lille brudstykke af noget, som du ikke ved mere om, og det kan jo så blive til alle mulige historier i dit hoved. Det gør det lidt mere spændende at gå tur i byen. Hun lader øjnene løbe en tur på tværs af fortovet og ind mellem nogle cykler, der er parkeret på ispapir, cigaretskodder, visne blade og dér, lige dér: et hvidt A4-ark. Lurere på Facebook Det er ikke kun Anne Eskildsen, der synes det er spændende at undersøge, hvad der står på det hvide stykke papir. På Facebook er det nemt at se private billeder og beskeder hos mennesker, man ikke normalt vil tage til lysbilledshow hos, og samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet mener, at vi lurer på hinanden mere end nogensinde i et forsøg på at finde noget ægte midt i en hverdag af reality-programmer og politisk spin. - Vi lever i en verden, hvor man kommunikerer meget og iscenesætter sig selv hele tiden. Derfor er det blevet moderne at komme bag om. Bag om mennesket. Bag om filmen. Bag om beslutningen. Der er en forestilling om, at der bag iscenesættelsen er det rigtige, og det leder vi efter, siger han. Johannes Andersen har selv medvirket i tv-programmet ”Kender du typen”, hvor to livsstilseksperter dyster om at gætte mennesket bag varer i køleskabet og møbler i spisestuen. Og han mener, at afluringen af andre er med til at skabe identitet. - Du har nogle forestillinger om dig selv og den måde, du passer ind i dine omgivelser. Ved at samle en seddel op eller ved at se, hvad der er i køleskabet, kan du konstatere, at det er ligesom dig selv, eller at det er helt vildt anderledes. Du skaber mønstre i verden ved at se på andre. Anne samler papiret op. Det er blankt, men der skal nok kommer noget, siger hun. - Det sjoveste at finde er noget, der er personligt eller lidt frækt. Så det er det, vi leder efter. Men indkøbssedler kan også være sjove. Jeg fandt engang en, hvor der stod: ”En pakke kondomer, en pakke toiletpapir og en pakke bind.” og jeg tænkte: Gad vide, hvad det bliver for en aften. 90 procent af det, man finder er skrald, fortæller hun, men fastholder, at de sidste ti procent er værd at gå efter. Værd at gå efter Hun og hendes bror har blandt andet fundet en ønskeliste foran en sexbutik, lange kryptiske breve, flaskeposter, en seddel fra en mand, der ledte efter en ukendt kvinde i et supermarked, et fotografi med slørede ansigter og en papirsflyver med et fanbrev til Michael Jackson. - Der var jeg lidt ked af, at jeg tog det. For hvis den pige, der har lavet det, nu har siddet oppe i et vindue og set mig, er det jo ikke så godt. På den anden side, kan hun jo have tænkt, at jeg ville sende det videre ... Hun afbryder sig selv for at skrå ind mellem nogle cykelstativer. Hun søger lidt derinde. Sætter sig på hug et øjeblik og kommer ud med en indkøbsseddel i hånden. - Måske med noget hundelort på, griner hun og vrænger lidt på næsen. Hun stritter lidt med fingrene. - Jeg har da været ude for, at der var for mange hundelorte til, at jeg ville samle noget op. Man skal også tænke lidt på hygiejnen. Men ”Lille sort kaviar og Ota Solgryn” - det er da noget af et måltid. Lidt irriterende De fleste af hendes venner, synes det er en sjov hobby, hun har, og er selv fascineret af Found-tendensen, men flere veninder bliver irriteret over, at hun altid går og kigger ned uden at høre ordentligt efter og over, at de skal gå så langsomt, når de følges. De himler, hvis hun springer af cyklen for at tjekke et stykke papir, hun har set, og så synes de også, at det er lidt ulækkert. Ligesom en tidligere kæreste gjorde det. - Engang tog jeg en seddel op, hvor der var noget glidecreme på, og så gik han helt amok. Men det havde været det hele værd, hvis det havde været et brev. En dag gav han mig sådan en tang til at samle skrald op med. Men jeg syntes, det var mere pinligt at gå rundt med den. At lure gi’r et kick Johannes Andersen mener, at der er tale om sund og grundlæggende nysgerrighed, når vi forsøger at få et tilfældigt indblik i andres liv, men han påpeger, at der ikke er langt fra nysgerrighed til voyeuristiske tendenser, hvor man ikke bare får et smugkig, men et kick ud af at lure. Og så siger han, at det ægte vi leder efter netop bliver iscenesat, når vi lægger det ud på internettet. Og så mister vi hurtigt interessen igen. Inden vi er færdige, finder Anne Eskildsen et stykke papir, der er klippet i stykker, så det ligner et monster. Hun bevæger munden på monsteret for at illustrere sin pointe. ”Wra Wra”, siger hun og indrømmer samtidig, at hun har fået en tendens til at lægge flere historier ind i det, hun finder, end der reelt er. Men det er også det, der er det underholdende. Hun finder et lille hjerte, hvor der er skrevet ”Sweet”, en lille plasticmand og endnu flere indkøbssedler. En af dem endda med det, der ligner en skriveøvelse bagpå med mærkelige ord som ”smerte” og ”skreg”. Hun hører en mand, der taler telefon ”Hej fede Ole – er du fed i dag” og forklarer, at hun er blevet opmærksom på de små historier, der hele tiden er rundt om hende. - Det giver mig noget, som jeg ikke har forventet, siger hun. - Et indtryk af andre mennesker, som jeg ellers ikke ville have fået og noget forunderligt, som jeg ikke helt forstår.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...