Hirtshals

Du må ikke Grine til næste Sient Påen

Handelsstand i Hirtshals bruger 500.000 kr. på, at byen er i fokus i DR 1

HIRTSHALS:Du må ikke grine. Sådan lyder arbejdstitlen på en sommerunderholdning i DR 1, hvor Hirtshals er en blandt fem byer, som kommer helt ind i folks stuer i den bedste sendetid. DR sender fra Hirtshals fredag 13. juli, men optagelser sker 29. juni ved handelsstandens Sient Påen. - Vi arbejder med et budget på en halv million. STV, som laver udsendelsen for DR, skal have 350.000 kroner, og resten er afsat til markedsføring af Sient Påen. Folk skulle gerne strømme til, oplyser bestyrelsesmedlem, slagtermester Karl Christian Lunden. Udsendelsen bliver en blanding af underholdning og snak om Hirtshals, og STV sørger for opstilling af scene og et pyntet kolonihavehus. Johnny Reimar og Nikolaj Hansson er sat på som tv-værter. - Det er meningen, at en kendis skal fortælle om sit forhold til Hirtshals, og ugen før stilles en postkasse op, hvor folk kan stille spørgsmål, fortalte Karl Christian Lunden ved et velbesøgt møde i handelsstanden. Et bysbarn fortæller om byen, og en københavner fortæller om, hvad han ved. Underholdningen på scenen bliver i klasse med navne som Michael Falck og Lis Sørensen, men hvem det bliver, er ikke fastlagt. Der bliver også et par indslag for børn, hvor Sebastian Klein vil vise noget om, hvad de kan bruge sommeren til.