Nørresundby

Du skal selv tage ansvaret for dit liv

Den Grå Zone lader kursisterne selv bestemme

NØRRESUNDBY:Det må du bestemme. Hvad synes du? Hvis du skulle vælge, hvad ville du så vælge? Den slags bemærkninger hører Henrik Romanius tit fra de bistandsklienter, han kommer i kontakt med som daglig leder af firmaet Den Grå Zone. Et firma, der blandt andet udbyder aktiveringskurser for bistandsklienter. - Vi bliver udsat for mange finter af den slags fra folk, der gerne vil slippe for at tage ansvar for sig selv, fortæller han. Og det undrer ikke Henrik Romanius. Som han ser det, er bistandsklienterne nemlig flasket op med sagsbehandlere, der tager ansvaret fra deres klienter. Tager ansvaret - Sagsbehandleren tager ansvaret i venlighed ved at sige, at ”nu skal du bare gøre sådan og sådan.” Men hvis det ikke virker, hvis skyld er det så, spørger lederen retorisk. I Den Grå Zone går man frem efter en empowerment filosofi, hvor det blandt andet handler retten til at tage ansvar sit eget lliv. - Hvis for eksempel en livsstilskursist vil spise en flødeskumskage, er det ok med os. Det er vedkommendes eget valg, forklarer Henrik Romanius. Firmaet Den Grå Zone ligger på første sal på Fr. Raschsvej 15 i Nørresundby. Det udspringer af foreningen af samme navn, der har til huse i stueetagen. Bag foreningen står et netværk af folk, der selv har været langt ude i tovene, og som nu prøver at hjælpe andre. For eksempel misbrugere, alkoholikere, og/eller mennesker, der har forsøgt selvmord eller på anden måde har været ude i en livskrise. Hjertet med - Forskellen på vores kurser og kommunernes egne er nok, at vi har hjertet med hele vejen. Sagsbehandlerne har mange klienter, og bruger måske to timer på hver. Vi har kursisterne her i huset hele tiden, og vi kan sætte et loft for, hvor mange vi vil have i aktivering, siger Henrik Romanius. Han fremhæver desuden, at kursisterne hos Den Grå Zone skal igennem nogle faser, der fører til erkendelser. - Hos kommunen kommer bistandsklienten måske 14 dage på et værksted eller et rengøringsprojekt, når de skal forrevalideres. Så lærer de at skrive en ansøgning. Men de får ikke lov til at gå der, til problemet er løst. Vi slipper ikke, før de er nået frem til en afklaring. Vores mål er, at personen selv sætter sig et mål - og når det.