- Du yder 120 procent

Pædagog Inger Kragh har gennem 17 år været ansat i såvel private børnehaver som en kommunal. Hun er ikke i tvivl om, hvor arbejdsglæden er størst

Lone Lærke Krog
Inger Kragh mærker en større arbejdsglæde, når hun er ansat i en privat børnehave frem for i en kommunal. Foto: Ole Iversen
Naturvidenskab 8. november 2011 19:30

- Arbejdsglæden er større, når man er herre i eget hus. Du yder 120 procent, fordi du har lidt mere frihed under ansvar. Sådan lyder det fra Inger Kragh, der er pædagog og souschef i daginstitutionen Havmågen i Hanstholm. Et lysende eksempel på engagement og initiativ i den private børnehave er den splinternye bjælkehytte på 56 kvadratmeter, der i går blev indviet af børnene, da de alle klippede et stykke af den lange røde snor over med hver sin saks. - Vi har selv sparet op til hytten - blandt andet ved et høstmarked, som vi holdt sidste år, og vi har en supergod bestyrelse, der bakker op om vores planer, fortæller Inger Kragh. Hytten har kostet 175.000 kroner inklusive moms, idet den er opført af leverandøren, Shelterbyg. - Det er mange penge, men det er en investering, vi har glæde af i mange år, mener Inger Kragh. Bjælkehytten skal bruges til aktiviteter og madpakkespisning. - Det vil betyde, at vi får forlænget sommeren og får bedre muligheder for udeliv, når der er et sted, hvor man lige kan komme i læ, siger Inger Kragh. Når det er vejr til flyverdragter, behøver børnene altså ikke altid at komme ind og klædes af blot for at spise frokost - og selv om sommeren er skybrud og blæsevejr ikke nogen hindring for at blive ude og lege. Måske er det også rart at have lidt flere muligheder for opdeling af børnene i grupper, nu hvor daginstitutionen i løbet af sommeren er udvidet med 15 pladser, heraf tre vuggestuepladser og 12 børnehavepladser. - Vi har et godt ry, for personalet yder mere end man kan forvente af nogen, siger børnehaveleder Susanne Dahl Kristensen. Lige nu er kapaciteten dog ikke helt udnyttet, da der er 62 børn i alt - og på sigt er det målet at komme ned i normering igen. Susanne Dahl Kristensen: - Vi kan ikke tage flere lige nu, og vi vil gerne med på 50 igen, når den nye kommunale børnehave åbner. Konkurrencen mellem privat og kommunal er sund, mener Inger Kragh, der har arbejdet samme sted siden 1994, først som ansat i en virksomhedsbørnehave, så som ansat i den kommunale børnehave - og de seneste tre år som ansat i den nye private daginstitution med pasning af børn fra 0-6 år: - Det motiverer os, når vi skal vise, at det er værd at vælge os, siger Inger Kragh.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...