Dubai på vej ind i varmen

Et af fremtidens på alle måder varme rejsemål bliver Dubai. Dog kun i vinterhalvåret - om sommeren bliver der simpelthen for hedt. Det forudser Rikke Koks Andreasen, der er pr-manager hos Apollo Rejser, der sidste år igen tog De Forenede Arabiske Emirater - og dermed Dubai - med i kataloget over vinterrejsemål. - Der er ingen tvivl om, at det er et område, der er på vej frem. Salgstallene på Dubai er stigende, men dog stadig i det små, da vi stadigvæk skal vænne os til at kunne tage tilbage til de muslimske lande efter Muhammed-krisen. Danskerne er efterhånden så rejsevante, at rigtig mange kan sige ”har været der” om eksotiske steder som Thailand, Kina og en del lande i Sydamerika. Men Dubai, der er et emirat i De Forenede Arabiske Emirater, er det trods alt forholdsvis få danskere, der har tjekket ind i. - Det er stadig et relativt nyt rejsemål for danskere. Og det er en by, der er så meget anderledes fra, hvad vi ellers har set. Det er en relativt ny by med huse, der skinner i højglanspoleret stål. Dubai har en international atmosfære. Over 85 procent af landets indbyggere kommer fra andre lande. Det betyder, at man kan finde restauranter med mad fra alle verdenshjørner. Her blandes det moderne vesterlandske med ørken. Og selvom vi er i et muslimsk land, så er nattelivet fuld af barer, diskoteker og natklubber med levende musik. Strandene er rene og uden strandsælgere. Dubai er et meget rigt land, så man kan som dansker betragte en livsstil, der er klasser over det, vi er vant til hjemmefra. Samtidig har Dubai ikke været plaget af terror, som mange andre områder i verden har været plaget af de senere år. - Det er et godt sted at tage hen, for risikoen for terror er minimal, siger Rikke Koks Andreasen.