Duen er snart på vingerne

Hverken Anders Due eller Jakob Ahlmann bør være ude længe

Anders Due (tv) satser ikke på at tilbringe lang tid på tribunen. Foto: Henrik Bo.

Anders Due (tv) satser ikke på at tilbringe lang tid på tribunen. Foto: Henrik Bo.

AALBORG:På trods af at både Anders Due og Jakob Ahlmann gik fra fredagens opgør mod FC Midtjylland med skader, kan de ånde lettet op i AaB. De to spillere forlod NORDJYSKE Arena før tid, men er efter alt at dømme snart på træningsbanen igen.

Efter knap 40 minutters spil af opgøret mod de midtjyske ulve blev Anders Due hevet ud efter et vrid i højre ankel i forbindelse med en tackling. Nu har der samlet sig væske i en ledkapsel, og det lægger en dæmper på Anders Dues fysiske udfoldelser.
- Det er ikke, fordi jeg ødelægger noget ved at løbe, men smerterne sætter grænsen for, hvor meget jeg kan, siger han.
Det er langt fra første gang, Anders Due har problemerne med anklerne. Tidligere har det været galt i den anden side.
- Da det skete, tænkte jeg, at det var lidt ærgerligt, at det ikke var i venstre side igen, for der kommer jeg som regel hurtigt over det, siger han.
For Jakob Ahlmann var det også en kendt skavank, der igen meldte sig på banen. Efter 20 minutter af kampen mærkede han et lille vrid i lyskeregionen, men spillede alligevel første halvleg færdig.
- Det blev værre og værre, så i halvlegen vurderede jeg, at det var bedst ikke at spille videre, siger han.
Der var nervøse miner at spore hos Jakob Ahlmann, da han i fredags mærkede, at alt ikke var, som det burde. Det er nemlig ikke første gang, han har lyskeproblemer.
- Sidste gang var det en overbelastning, så jeg var både frustreret og nervøs, da det skete. Det er heldigvis ikke så slemt, som jeg frygtede, da det bare er et vrid denne gang, siger Jakob Ahlmann, der alligevel var træt af at forlade kampen.
- Det er altid ærgerligt at gå ud af en kamp, og specielt når vi spiller så godt, som vi gjorde mod FC Midtjylland, siger han.
Skaderne kommer dog ikke til at holde de to spillere væk fra træningen i ret lang tid. Jakob Ahlmann regner med at være tilbage i weekenden, mens Anders Due allerede er tilbage i midten af ugen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.