Naturvidenskab

Duer i tusindtal på vej mod syd

Musketerånd i de store sværme over skoven

En flok på måske 100 ringduer slog sig forleden ned på en nyharvet stubmark og pillede ivrigt efter et eller andet. Med kikkert var det tydeligt at se, at hver enkelt fugl arbejdede med fødeoptagningen, og fra skovkanten funderede vi over, om flokken ville søge nattesæde i høje graner. Det gjorde den ikke. For med ét startede hele sværmen, svang sig til vejrs og forsvandt. Nordiske duer, formoder vi, for nu er de mange. Pludselig er der 50 eller 100 (stedvis tusinder), og pludselig er de væk igen. For mange er duejagten i oktober spændende, fordi flokke kan være så store, men almindeligvis skydes kun få. Opstår chancen for skud, falder en, to eller ingen, og resten er væk. Oktoberduer kommer i flok og forsvinder i flok. Selv et aftentræk mod overnatningspladsen er vanskeligt at udnytte, for med mindre vinden er hård, kommer sværmen samlet. Den kredser et par gange over skoven og dropper så lodret til nattesædet. Tørt, blæsende gråvejr kan være godt for jagt og sprede trækket, men sæt ikke for store forventninger. Ofte bliver det hele til ingenting. Flokduer er snedige, sky og hurtige. Deres flugt er "helt vild" sammenlignet med den, vi har kendt fra yngleperioden og træk efter høst. Men duer fascinerer jægere, som er flyttet fra markerne til skoven. De venter med drivjagt, til fasanerne er modne og lammene større. Imens kigger de efter duerne - for det kunne dog være, de var til at lokke. Men selv fuglenes adfærd på ædepladsen er anderledes end den, vi kender fra høsttræk over markerne. Lokkere virker ikke rigtigt. Måske kan de pludselig trække fugle til en formiddag i blæsevejr, men problemet er igen, at flokinstinktet udløser musketer-ånden: En for alle og alle for en. Et eller to knald fra haglbøssen - så er de væk alle sammen. I skoven er det særlig svært, men et tip går dog på at bruge ophængte lokkefugle. At hejse et par stykker op i en vissen trætop. Selv de travleste oktoberduer kan fristes her, og er du godt skjult nedenunder, kan en salonriffel komme til sin ret. Gentag det ikke En af de passionerede duejægere fortalte forleden, at han anser netop oktoberduer for de sværeste af alle. Hen på efteråret og vinteren kan de store flokke således være tilnærmelige igen. Nu på en stubmark eller i den grønne raps. Det er, som om fuglene da kommer mere enkeltvis, og de vender tilbage, selv om der skydes et par gange. Har man dette held, kan beskydningen fortsætte det meste af en formiddag uden at ødelægge trækket eller sende alle fugle bort. Vender du imidlertid tilbage, f.eks. næste dag, opstår risikoen. Det kan de ikke lide. Det er med duer som med ænder. God jagt kan vare i flere timer, men ikke i flere dage. Rent faktisk behøver det spændende oktobertræk ikke at bestå af nordiske duer, for her hjemme yngler måske 300.000 par ringduer. Ser vi dem i tusindtal, er det dog sikkert et sydgående træk, alt mens nogle danske ringduer stiler mod Sydvesteuropa. De nordiske finder heldigvis på at raste i Danmark, og har vi oldenår med stor frøsætning, især i bøgetræer, da kan tusinder af ringduer raste her den halve vinter. Kommer trækket af skandinaviske fugle koncentreret, er det sket, at et par hundrede tusinde fugle passerede på en dag. Ifølge Fuglenes Danmark (Olsen 1992) forekommer dette efter pludselige temperaturfald nordpå. I rapporten Fugle og Dyr i Nordjylland 2004, nævnes andre ringduetal, og gennem efteråret i fjor var den største iagttagelse på 5-6.000 fugle, talt 27. oktober ved Nordmannshage nord for Hals. Hele den europæiske bestand af ringduer var i markant og vedvarende fremgang gennem 1900-tallet. Her hjemme var ynglebestanden i 1995 ca. 75 pct. større end i 1976, men udsving forekommer i forhold til bl.a. temperatur og fødemængde om vinteren.